01. januar 2016

Tetra Pak udfordres på mælkemarkederne

KONKURRENCE Billig folie i Europa og alternative emballageløsninger på vækstmarkederne presser Tetra Pak, som til gengæld oplever vækst i salget af nye kartontyper i bæredygtige materialer.

Svenske Tetra Pak kunne 8. april levere endnu et godt årsregnskab. Omsætningen steg i 2014 med 1,7 pct. til EUR 10,9 mia. Denne vækst var hovedsageligt drevet af et større salg af pakkemaskiner og teknisk support. Disse to kerneområder udgør ca. en tredjedel af koncernens omsætning. Det klart største forretningsområde er dog stadig leverancerne af folie og papir til de mange kartoner, som drøner igennem tapperier med mælk, juice og andre fødevarer. Mælk er klart det største område – og her er smilet knap så bredt. Udover en svag udvikling i det generelle forbrug, udfordres Tetra Pak også af nye spillere og nye emballageløsninger.

Nye folieproducenter

”Vi oplever stigende konkurrence på markedet for konsummælk, hvor eksterne leverandører leverer billige materialer til brug på vores maskiner,” siger Carol Yang, direktør for Public Relation i Tetra Pak. De nye leverandører, såkaldte ’non-system suppliers’, har først og fremmest fat på de nye vækstmarkeder. Men kinesiske selskaber som Lamipak, Camaypack og Greatview har også fået fodfæste i Europa med billige folieløsninger. En udvikling, der blandt andet skyldes udløb af flere patenter, som historisk har beskyttet de store europæiske emballagevirksomheder som Tetra Pak, Elopak og Combibloc med de klassiske brik- og Gable top kartoner (brikken kendes fra kakaomælk og andre UHT-produkter, mens Gable top er den klassiske mælkekarton).

Nye markeder med ny emballage

Mens billige folier presser Tetra Pak i Europa, står selskabet også over for konkurrence fra nye emballagemodeller på andre markeder. Det overrasker ikke Søren Rahbek Østergaard, sektionsleder i Emballage og Transport på Teknologisk Institut. ”I vækst- og u-lande er en stor del af handlen på vej væk fra markedspladser og ind i supermarkeder, hvilket stiller helt andre krav til emballage. Og her har fødevareproducenterne endnu ikke investeret i de traditionelle tappemaskiner og systemer, og kan derfor vælge det billigste og mest effektive helt fra bunden. Dette giver mulighed for at vælge nye løsninger til mælk, såsom poser, plastik- eller fiberflasker,” siger han. En udvikling, som blandt andet bekræftes af en af producenterne af de nye emballager, Ecolean, der står bag de opretstående poser. Til dairyreporter.com siger CEO Peter Nilsson, at selskabets poseløsning vokser eksplosivt i lande som Kina, Pakistan og Rusland.

Bæredygtige kartoner i Europa

Også Tetra Pak bekræfter, at poseløsninger vokser på flere nye markeder, hvilket også omfatter deres egen posevariant, ’Tetra Fino’. Ifølge Carol Yang sker dette især i lande, hvor børn er de primære konsumenter, og hvor det samlede familieforbrug er begrænset. Derfor gælder det ikke Europa. ”Vi har ikke set et større skifte i Europa mod poser eller plastikflasker for mælkeprodukter. Her oplever vi til gengæld stigende salg af nye kartontyper med skruelåg. Endvidere stiger efterspørgslen på bæredygtige materialer,” siger Carol Yang fra Tetra Pak. Hun er derfor godt tilfreds med, at selskabet netop har lanceret en kartonløsning, som er fremstillet af 100 pct. plantebaserede materialer.