01. januar 2016

Lurpak er bomstærk i Storbritannien

BRANDING Lurpak-produkterne øger omsætningen på det britiske marked, hvor mærket er det 14. største brand og nr. 1 blandt mejeriprodukter. Naturligt image og vellykket marketing er forklaringen, lyder vurderingen fra branchebladet The Grocer.

Selvom der er et stykke vej op til Coca Cola på førstepladsen, fastholder Lurpak positionen som 14. mest værdifulde brand i den britiske dagligvarehandel. Det fremgår af den seneste årlige ’brand-hitliste’ (2013) udarbejdet af branchebladet The Grocer. På baggrund af tal fra AC Nielsen opgøres omsætningen i alle varemærker i de britiske detailbutikker, og her skiller Lurpak sig i den grad ud. Ikke nok med, at brandet indtager en topposition på tværs af alle kategorier; inden for selve mejerikategorien lander det danske mærke på en suveræn førsteplads med godt en mia. kr. mere i omsætning end nr. to på listen: Müllerlight.

Vellykket markedsføring

Lurpak-produkterne, som omfatter både smør og blandingsprodukter, omsatte sidste år for GBP 295,5 mio. (DKK 2.667 mio.) – en stigning på 3,5 pct. i forhold til året før. Salgsvolumen faldt dog samtidig 1,7 pct., hvilket indikerer, at priserne har fået et nøk op, uden at dette dog har fået en større gruppe forbrugere til at fravælge produkterne.

Baggrunden for mærkets succes er blandt andet en vellykket marketingstrategi, vurderer Rob Brown, redaktør for specialrapporter på branchebladet The Grocer. Han peger på flere vellykkede elementer i markedsføringen. ”Man bruger eksempelvis ’foodies’ i markedsføringen – personer, som gerne ofrer lidt mere på at få den rette kvalitet. Endvidere kobles smørret sammen med sund, hjemmelavet mad, hvor rene og naturlige råvarer hænger naturligt sammen,” siger Rob Brown med henvisning til kampagnen ’Good food deserves Lurpak’. Selvom Lurpaks udgifter til traditionel markedsføring også er i top, faldt de i 2013 ifølge Rob Brown rent faktisk med 20 pct. til GBP 5,1 mio.

”Arla har haft andre vellykkede tiltag i flere kæder, hvor man eksempelvis har betalt for at få smørkøleren placeret i frugt- og grøntafdelingen, som man gerne vil identificeres med,” forklarer han.

Margarine skrumper

Smørrets naturlige image har været en stor udfordring for margarineprodukterne, som forbrugerne ifølge Rob Brown i højere grad forbinder med tilsætningsstoffer. Det førende mærke, Flora, mistede 11,5 pct. af omsætningen, som faldt til GBP 178,2 mio. i 2013.