Thise Mejeri udvikler ny grundsmag
Et fejlslagent eksperiment med at lagre ost i gamle ko-skind på marken bag Thise Mejeri har resulteret i opdagelsen af en helt ny grundsmag. Smagen får officielt verdenspremiere på slow food-kongressen i Napoli til efteråret, men allerede i dag kan interesserede få en eksklusiv smagsprøve på mejeriet i Thise.
Først kom det sure, det søde, det salte, og det bitre, så fik vi ’umani’, og inden længe skal vi alle sammen lære at smage os frem til ’thisami®’.
Det er i sagens natur ikke hver dag, at der introduceres en ny grundsmag, men lige netop i dag kan Thise Mejeri løfte sløret for lidt af en sensorisk sensation. Fra kl. 12 til 12.30 uddeler mejeriet gratis smagsprøver på ’thisami® til alle interesserede. Andre må vente helt efteråret, hvor den sjette grundsmag officielt præsenteres på den internationale slow food-kongres i Venedig, Italien.
Lagret i ko-skind under jorden
Historien bag ’thisami® er ikke mindre opsigtsvækkende. I virkeligheden er der tale om et eksperiment, som slog fejl, fortæller mejeriets salgschef, Mogens Poulsen.
”I vores produktudvikling kan vi godt lide at tage udgangspunkt i flere hundrede år gamle opskrifter og fremstillingsmetoder. Som fx da skyr’en blev genfødt i Danmark med afsæt i de islandske sagaer, eller da Thybo-osten genopstod i 2012 efter studier af gamle, hengemte notater fra Thisted Museum. For et par år siden forsøgte nogle af vores mejerister at genoplive en ur-samisk tradition, hvor man nedgraver ost indpakket i dyreskind. De anvendte oste af Maribo-typen, som blev pakket ind i garvede skind fra sortbrogede køer, og derefter gravet ned i en dybde på 95 cm på en mark bag mejeriet”.
Markant lugt
For nylig blev skindene gravet op igen. Det viste sig, at de faste, gule oste nærmest var blevet flydende, og at de dertil lugtede ganske markant, for nu at udtrykke det mildt. Mejeriets kvalitetschef Jakob Würtz udstedte øjeblikkeligt et forbud mod, at ’ostene’ blev bragt ind på mejeriets område.
”Den ost kan udslette en hel by,” lød hans argument.
Analyseresultater fra Eurofins viste efterfølgende, at ’ostemassen’ var ganske harmløs om end ildelugtende. I laboratorierapporten beskrives smag og lugt blandt andet som ’modbydelig’ og ’værre end svensk surströmming’.
”Men det gælder heldigvis kun, når osten indtages i rå form. I en fortyndet, nærmest homøopatisk opblanding, folder smagen og duften sig ganske anderledes ud. Inciterende og forførende er nogle af de ord, som eksperter sætter på den forunderlige smagsoplevelse,” lyder det begejstret fra salgschef Mogens Poulsen.
”I samspil med kvalitets-råvarer løfter og styrker den smagen og tilføjer nye forførende noter til grøntsager, fisk og de fleste typer kød,” fortæller salgschefen, som opfordrer alle interesserede til at medbringe deres yndlingsretter til prøvesmagningen i Thise i dag.