18. marts 2026
Af: PRESSEMEDDELELSE FRA THISE MEJERI

Thise Mejeri øgede omsætningen til  1,7 mia. kr. i 2025

Thise Mejeri kom ud af 2025 med et resultat, der lever op til egne forventninger trods et år præget af høje priser og markedsmæssige ubalancer, skriver mejeriet i en pressemeddelelse 

Thise Mejeri har offentliggjort et årsregnskab for 2025, som blev godkendt af andelshaverne på mejeriets generalforsamling i Thise Forsamlingshus tirsdag. 

Af nøgletallene fremgår det at mejeriets omsætning steg fra 1,4 mia. kr. i 2024 til 1,7 mia. kr. i 2025. Årets resultat endte på 32,8 mio. kr. mod 30,6 mio. kr. året før.  

"Resultatet er som sådan ok og hovedparten af bundlinjen efterbetales til andelshaverne som en integreret del af mælkeprisen og indgår dermed i deres samlede vurdering af vores konkurrencekraft,” lyder det i en udtalelse fra andelsmejeriets direktør Per Godsk.

Øget aktivitet og stabil økologisk mælkepris
Omsætningen steg markant i 2025. Fremgangen kan blandt andet tilskrives et højere aktivitetsniveau, øget forædlingsgrad samt høje priser på råvaren.

En stigende mælkeindvejning og fornuftig efterspørgsel efter mejeriets produkter, delvist drevet af forbrugertrenden mod proteinrige mejeriprodukter, har medført et væsentligt højere aktivitetsniveau end tidligere år.

Verdensmarkedspriserne på mælk og mejeriprodukter har været volatile gennem en længere årrække. I 2025 formåede den økologiske mælkepris dog at holde sig på et stabilt og højt niveau gennem hele året, samtidig med at merprisen på økologisk mælk fik et tiltrængt løft.

Tror på økologien
Mejeriet igangsatte i 2025 et flerårigt investeringsprogram med fokus på at øge både indvejnings- og produktionskapaciteten, samt skabe rammerne for fortsat udvikling og vækst af forædlede produkter. Investeringer i 2026 forventes at være på et højere niveau end i 2025.

”Vores andelshavere har en klar forventning om – og fortjener - konkurrencedygtige mælkepriser. Det er afgørende for deres tro på en robust og økologisk fremtid og dermed investeringslysten ude på gårdene. Det er fundamentet, som skal sikre en stigende, men balanceret tilførsel af økologisk mælk til mejeriet de kommende år.”
”Tro er ingen strategi, men andelsmejeriet bygger - og består - på troen på økologisk landbrug som den bæredygtige udvikling, og vi ønsker aktivt at bidrage til både dansk og EU-målsætning om at øge det økologiske areal og forbruget af økologiske produkter.” udtaler direktør Per Godsk.

Ubalancer, markedsudsving, samt geopolitisk uro påvirker allerede forretningen i nogen grad og må forventes at spille en større rolle i 2026. Det stiller øgede krav til mejeriets agilitet og ageren i bestræbelserne på at kunne sikre konkurrencedygtige aconto-priser, efterbetaling og konsolidering af selskabet.

Thise Mejeri forventer et nogenlunde uændret aktivitetsniveau i 2026 målt på mængder, men omsætningen budgetteres at falde i takt med en lavere mælkepris og løbende justeringer i salgs-og produktporteføljen.