22. marts 2024

Stort og bredt engagement ved Mejeriforeningens skolemads-camp

Mejeriforeningen har engageret sig børns adgang til gratis skolemad, og samlede 14-15. marts 2024 50 eksperter på området til en skolemads-camp. Målet var at belyse, hvad der skal til for at skolebørn i Danmark kan få lige adgang til god og nærende mad i løbet af skoledagen. 

De 50 deltagere på campen ”Skolemad til Alle” var blandt andet fra skoleverdenen, fra myndigheder og organisationer, samt fra virksomheder der arbejder med mad. Også kommuner, der har gode erfaringer med skolemad – både fra Danmark og Sverige deltog, lige som mejerierne Naturmælk, Arla og Thise var repræsenteret.

Se video her: https://youtu.be/v9ZDv-njd0U

Skolemad forbedrer indlæringen, mindsker uligheden, styrker maddannelse, skaber fællesskab i skolen og fremmer sundhed hos børnene, noget som hænger ved når de bliver ældre. 

Og så frigiver det tid i familien, at der ikke skal tænkes på madpakker.

Skoleelev og bestyrelsesmedlem i Danske Skoleelever, Damien Stenander, deltog ved campen, og han sagde:

”En skolemadsordning ville betyde, at der ikke ville være så meget forskel på, hvordan man ser på hinanden. 

Han blev suppleret af William Nielsen, også skoleelev og bestyrelsesmedlem i Danske Skoleelever: 

”Jeg mener, at en skolemadsordning vil reducere uligheden, der er på vores skole. Det vil fjerne det her a og b hold, der er lige nu. Men hvis det skal virke, skal eleverne inddrages meget. ”

Principper for skolemad til alle

De to arbejdede sammen med de andre 48 deltagere på campen om at skabe fælles principper for en national skolemadsordning og med at finde helt konkrete skolemadsløsninger, der overkommer praktiske udfordringer. Fx hvordan man skaber lige adgang til skolemad til alle, når skolers faciliteter er så forskellige? 

Det mundede ud i et bud på fælles principper, som De Radikales partileder Martin Lidegaard og formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov modtog.

Lidegaard var med, fordi De Radikale er kommet med et politisk forslag om netop skolemad til alle – et forslag, der bakkes op fra flere sider på Christiansborg, hvor der samtidig er bevidsthed om at tilbuddet vil koste milliarder af kroner.

Fælles principper for en national skolemadsordning

  • Lige adgang og måltidsfællesskab for alle børn – Obligatorisk skolemad i alle danske grundskoler
  • Lærer/skoleledere skal belastes minimalt – Skolemad til alle skal være en gave, ikke en opgave, til alle lærere og skoleledere. Evt. involvering skal modsvares af ekstra ressourcer til skolerne/lærerne. Vi skal ikke rode unødigt i Folkeskoleloven
  • Finansieringen skal være bæredygtig – Kommunerne skal friholdes økonomisk og frisættes ift. udformning: Overvejelser om forældrebetaling holdes op mod administrative udgifter, det vil have og evt. konsekvenser for den frie, lige adgang. Gradvis indfasning: Krav om at der ved nybyg/renovering af skoler indtænkes køkken/spisefaciliteter. 
  • Forskellige rammer kræver forskellige modeller med forskellige modeller for levering og dellevering af måltider. 
  • En Forsøgsordning skal dokumentere effekt, og teste hvilke modeller, der virker bedst i kontekst af den danske grundskole. 

Kvalitetskrav

  • Skolemaden skal være af høj kvalitet – skal følge kostråd for måltider, ideelle råvarer i sæson, gerne lokalt produceret og med et mål for graden da økologi mv. 
  • Minimum 30 min. til spisning– Gode rammer for måltidet er centralt for oplevelse, deltagelse og effekt. Måltidet kan skemalægges så større børn ikke tager i Netto. 
  • Måltidet skal være et præstationsfrit læringsrum – eleverne skal inddrages i videst muligt omfang.

Der blev desuden udviklet ideer til skolemadskoncepter, som der skal arbejdes videre med, lige som der formentlig i løbet af den kommende måned dannes en national Skolemadsalliance, der kan arbejde videre med sagen.