Stjernekokke skal finde Danmarks bedste mejeriprodukter
Michelin-kokkene Brian Mark Hansen og Eric Vildgaard udgør sammen med madiværksætter og tv-vært Timm Vladimir det nye dommerhold til dette års dyst om Mejeriforeningens Gourmetprisen.
Michelin-stjerner og Bocuse d’or-trofæ. Masterchef og Bagedysten.
Det er nøgleord for de tre top-navne, som Mejeriforeningens Gourmetprisen præsenterer som dommere i 2025. Det er nogle af Danmarks – og verdens – allerbedste kokke, som midt i maj skal smage sig gennem det ypperste fra mejerierne for at kåre de gastronomisk mest spændende danske mejeriprodukter i 2025.
Dommerholdet til årets Gourmetprisen er:
Brian Mark Hansen, køkkenchef på Søllerød Kro og vinder af Bocuse d’Or 2023. Søllerød Kro har siden 2007 haft en Michelin-stjerne.
Eric Vildgaard, køkkenchef hos og medejer af Restaurant Jordnær i Gentofte, som fra åbningsåret 2017 opnåede en Michelin-stjerne og i dag har hele tre stjerner.
Timm Vladimir, skuespiller, komiker og tv-vært, og indehaver af madskolen Timm Vladimirs Køkken, som blev til, efter han vandt tv-dysten Masterchef i 2011.
”Med årets tre dommere sætter vi en fed streg under ’gourmet’ i konkurrencen. Vi glæder os til at opleve de danske mejeriprodukter, der deltager i Gourmetprisen 2025, blive vurderet af nogle af de bedste kokke, vi har i Danmark,” siger projektleder Pia Damgaard Beck, Mejeriforeningen, som samtidig opfordrer alle producenter af danske mejeriprodukter til at tilmelde sig konkurrencen.
Dommerteamet ledes i år, som tidligere år, af Rasmus Holmgård, gastronomifaglig konsulent i Mejeriforeningen.
”Med fagprofilerne i det nye dommerpanel forventer vi at komme endnu dybere ind i produkterne og tættere på håndværket i vores kvalitetsanalyse,” siger Rasmus Holmgaard. ”Vi tager et skridt væk fra hverdagsmaden og det brede forbrugerperspektiv, når vi udsætter mælk, smør og oste med videre for et kritisk blik fra tre af Danmarks skarpeste professionelle gastronomer. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan det nye panel påvirker resultatet af konkurrencen."
FAKTA om …
Gourmetprisen uddeles hvert år af Mejeriforeningen med det formål at hylde mejeriprodukters gastronomiske værdi.
Konkurrencen afvikles til maj, men allerede nu er forberedelserne i fuld gang hos mejerierne, som blandt deres mange produkter skal vælge dem ud, som de tror vil overraske og charmere de tre dommere allermest – og gerne så meget, at de vinder Gourmetprisen i en af de fem kategorier:
· Konsummælksprodukter
· Hård ost
· Blød ost
· Smør og blandingsprodukter
· Is og desserter
Prisvindere gennem tiden:
Se liste med Gourmetprisvindere siden den første konkurrence blev afviklet i 2003. Klik på link til PDF-fil her.
Om de tre dommere i Gourmetprisen 2025
Brian Mark Hansen. Køkkenchef på Søllerød Kro siden 2013, som siden 2018 har haft en Michelin-stjerne. Vinder af Bocuse d’Or, som er det uofficielle verdensmesterskab for kokke.
Eric Vildgaard. Køkkenchef hos og medejer af Restaurant Jordnær i Gentofte. Restaurant Jordnær åbnede i 2017 og fik samme år sin første Michelin-stjerne. I 2020 blev det til to stjerner og i 2024 fik restauranten tre Michelin stjerner.
Timm Vladimir. Skuespiller, komiker og tv-vært, men også indehaver af sin egen madskole, Timm Vladimirs Køkken. Vinder af tv-kokkedysten Masterchef i 2011.