19. april 2021

Sol over minister og økokøer

Fødevareminister Rasmus Prehn var en af de få danskere, som fik lov at være til stede, da de økologiske køer i går blev lukket ud på græs på Ny Lundgård. Her fik ministeren også en god snak med direktør for Thise Mejeri Poul Pedersen.

Solen skinnede, køerne var begejstrede og fødevareminister Rasmus Prehn var helt tydeligt glad for at kunne nyde synet af køerne på Ny Lundgård, da de kom løbende ud af stalden. Søndag var det Økodag, som på grund af coronarestriktionerne for andet år i træk måtte afvikles uden de tusindvis af børnefamilier, der normalt er tilskuere ude på gårdene.

En lille flok mennesker fik dog lov til at kigge på, da mælkeproducentparret Steen Hareskov og Kirsten Kjærgaard åbnede stalddørene for deres 80 økologiske køer på gården nær Tjele. Foruden fødevareministeren var formand for Økologisk Landsforening Per Kølster og Poul Pedersen, adm. direktør for Thise Mejeri som Ny Lundgård leverer mælk til, med på tilskuerrækkerne.

”Økodag er i forvejen en festdag, og på sådan en dag med perfekt vejr, glade køer, et engageret værtspar og en lige så engageret minister, gik snakken rigtig godt,” fortæller Poul Pedersen efter besøget. (Teksten fortsætter under billedet)

Fødevareminister Rasmus Prehn (til højre) og direktør for Thise Mejeri Poul Pedersen fik en god snak om blandt andet økologi på årets Økodag. Foto: Økologisk Landsforening

Tro på økologiens fremtid

Ministerens ophold trak da også længere ud end planlagt, og ifølge Poul Pedersen nåede gæsterne omkring mange emner.

”Vi fik både snakket landdistrikter, landbrugspolitik og selvfølgelig økologi; da køerne straks gik i gang med at æde af kløvergræsset ude på marken, vi kom også omkring kløvergræs, der jo binder CO2. Jeg er sikker på, at ministeren var blevet styrket i sin opfattelse af, at økologi er godt for mange ting – også for Danmark, da han kørte fra gården.”  

Poul Pedersen mener, at Økodagen giver en yderligere tro på økologiens fremtid, og han glæder sig, som så mange andre, til næste år, hvor det forhåbentlig igen er muligt at holde Økodag med mange tusinde gæster.

”Jeg tror, der er opbygget et stort behov både for at komme ud og se køerne blive lukket ud, og – trods det store arbejde – også fra landmændenes side for at vise deres bedrift frem.”

Mens vi venter på Økodag 2022

Økodag afholdes næste gang den 10. april 2022. Hvis man ikke kan vente så længe med at se økokøerne løbe, hoppe og danse ud på marken, er der mulighed for at se en 15 minutter lang videofilm fra i år, hvor 160 køer lukkes ud på gård ved Vildbjerg. Filmen kan blandt andet ses her.