Smag Danmarks bedste mejeriprodukter på Odense Streetfood Festival
Er du til nyskabende og komplekse oste? Gammeldags kærnet smør med knasende sydesalt fra Læsø? Biodynamisk gårdmælk med naturligt fedtindhold? Eller noget så eksotisk som en 54 pct. cremefraiche af fårefløde? Så skal du lægge vejen forbi, når Gourmetprisen gæster Odense Streetfood Festival med gratis smagning af 12 af kongerigets ypperste mejeriprodukter netop nu.
Måske skulle du og familien springe morgenmaden over lørdag den 22. juni – I får brug for hvert et hjørne af jeres appetit, når Mejeriforeningens årlige konkurrence for gastronomisk kvalitet i mælkeprodukter for første gang teamer op med Odense Streetfood Festival og serverer gratis smagsprøver på en stribe af landets allerbedste hårde og bløde oste, mælk, smør, cremefraiche og koldskål med mere.
12 mest velsmagende og nyskabende mejeriprodukter
Konkurrencen med navnet Gourmetprisen er netop blevet afviklet, og mad- og mælkeglade odenseanere bliver de første til at smage de nykårede vindere og finalister på festivalen, hvor smagestanden er åben hele dagen. Her vil et hold af kyndige formidlere guide gæsterne gennem de 12 mælkeprodukter, som et professionelt dommerpanel midt i maj vurderede som de mest spændende, velsmagende og nyskabende netop nu.
”Vi glæder os så meget til at være en del af Odense Streetfood Festival,” fortæller projektleder for Gourmetprisen Pia Damgaard Beck, Mejeriforeningen. ”Pointen med Gourmetprisen er at vise flere nuancer af dansk mejeri, end forbrugerne er vant til at møde i køledisken. De produkter, vi har med, repræsenterer toppen af mejeriernes kreativitet og innovationskraft, og mange af dem kan man normalt kun få på landets bedste restauranter. På Odense Streetfood Festival får alle lov til at opleve produkterne og måske lære lidt og få et friskt perspektiv på, hvordan en ost eller en mælk eller en smør kan smage, når mejeristerne leverer der allerbedste.”
Vær med, når vi smager vinderne i fællesskab
Særligt interesserede bør sikre sig en plads ved borde-bænke-sættene på festivalpladsen lørdag kl. 12.30 til den kommenterede fællessmagning af de fire vindere af Gourmetprisen 2024. Her vil Mejeriforeningens gastronomifaglige ekspert Rasmus Holmgård levere fyldige smagsbeskrivelser og baggrundsinfo om hvert af produkterne, og hvis vi er heldige, får vi besøg af den dygtige mejerist bag en af vinderne. Den kommenterede smagning varer ca. 30 minutter, og det er gratis at deltage.
Læs mere om Odense Street Food her (Facebook-side)
FAKTA:
De 12 produkter, som kan opleves i Odense:
Konsummælksprodukter
VINDER: Biodynamisk original mælk fra Øllingegaard
Finalist: Syrnet fårefløde fra Hårbølle Mejeri
Finalist: Økologisk koldskål med citron og vanilje fra Øllingegaard
Smør- og blandingsprodukter
VINDER: Gourmetsmør med Sydesalt fra Lindved Mejeri
Finalist: Dobbeltsyrnet økologiske smør med sydesalt fra Naturmælk
Finalist: Gammeldag kærnet smør med Læsø sydesalt fra Aabybro Mejeri
Blød ost
VINDER: Hallands Siren fra Arla Kvibille Mejeri (SE)
Finalist: Geko fra Arla Troldhede Mejeri
Finalist: Hallands Himmel fra Arla Kvibille Mejeri (SE)
Hård ost
VINDER: Gedegouda fra Nørgaards Gedemejeri
Finalist: Kantate ost fra Thise Mejeri
Finalist: Castello® KANT fra Arla Foods Oswestry Production (UK
FAKTA OM GOURMETPRISEN, VINDERE, FINALISTER OG DOMMERE
Om Gourmetprisen
Gourmetprisen uddeles hvert år af Mejeriforeningen med det formål at hylde mejeriprodukters gastronomiske værdi. I år deltog i alt 60 produkter, som blev bedømt af et dommerpanel bestående af:
Rasmus Palsgaard, journalist, madanmelder og indehaver af feinschmeckeren
Camilla Bojsen-Møller, ostekommunikatør, forfatter og blogger på Ostesnak
Mika Wulff, konditor og chefredaktør for magasinet Lækkerier
Joachim Jæger, restaurantchef på restaurant À Terre i København
Gourmetprisen 2024.
DOMMERNES KOMMENTARER TIL VINDERNE
Biodynamisk Mælk Original fra Øllingegaard
”Det her er dansk sommer i et glas! En sjælden manifestation af den romantiske forestilling om den perfekte mælk. Tag en tår, og se den blomstrende eng og malkeskamlen for dit indre blik. Mælken har en krystalklar flødesmag med supplement af florale og græssede noter. Og med sit imponerende rene udtryk lykkes den med at være frisk og læskende til trods for mundens enorme flødefede tyngde. Det her er, hvad Gourmetprisen handler om: Et klassisk produkt løftet til nye højder. En kæmpe mælkeoplevelse!”
Gourmetsmør med Sydesalt fra Lindved Mejeri
”Smørekvilibristerne fra Lindved slår til igen! Med fire vindere på seks år har Lindved slået sin position fast som en af kongerigets allerdygtigste smørproducenter. Årets vinderprodukt er intet mindre end en smør i fuldendt perfektion. En helstøbt og totalt harmonisk smøroplevelse. Saltet, fedmen, den friske syre og den flotte klare smørsmag er elegant balanceret. Alt spiller. Kør den på et stykke velbagt surdejsbrød, og hør smørenglene synge!”
Gedegouda fra Nørgaards Gedemejeri
”Sikke et stjerneskud fra det dugfriske gedemejeri i Vestjylland! I første hug er det lykkedes at frembringe en ekstremt velafbalanceret ost, som formår at være lækkert umamiintens, delikat frugtig og med en meget mild og velafstemt tone af ged. Den minder os om en god pecorino med sin rundhed, lette sødme og absolut fænomenale tekstur. Ged er stadig en smule eksotisk i vores ostekultur, men med en så flot og imødekommende ambassadør for genren som Nørgaards gedegouda, er det svært ikke at blive lidt stolt over, hvor langt dansk ost er kommet.”
Hallands Siren fra Arla Kvibille Mejeri (SE)
”Hvad gør man, når sidste års vinder igen er årets bedste ost? Vi vælger at følge vores madhjerter og kåre den som vinder igen. Med skyhøj innovationskraft og originalitet vælter Arla Unikas umodne blåskimmelost os totalt bagover. Den opfører sig som en feta på EPO; ligner ikke noget, vi har set andre steder; og smager som en drøm. På samme tid smuldrende og cremet, saftig som et friskplukket æble og alligevel muskuløst umamidyb. Oplagt på en sommersalat eller med bagte rodfrugter og nødder. Det her er osten, vi altid vil have i køleskabet. En salatost med vaskeægte gastrokvalitet.”