21. december 2020

Slutspurt i julens osteræs

Et ’helt forrygende’ år rundes af med en travl december i mejeriernes egne ostebutikker, hvor salget topper de sidste dage før jul.

2020 har været et godt år for de danske mejeriers egne ostebutikker. Det skyldes ikke mindst, at mange forbrugere har holdt ferie herhjemme på grund af corona-situationen og i stedet har brugt ekstra penge på gode fødevarer, deriblandt ost.

Den tendens har fået et nøk opad i december, der traditionelt er en stor ostemåned. Særligt stærkt går det de sidste dage før 24. december, oplyser flere mejeributikker. Her kulminerer handlen med klassiske juleoste som Danablu, brie samt ekstra stærke og smagfulde Danbo-typer med lang lagringstid og en velvoksen fedtprocent.

Ost som værtindegave

Et andet hit i julemåneden i mejeriernes ostebutikker er ostegavepakker. I den kategori har ostebutikken på Thise Mejeri i år lanceret en ’værtindegave’, der ifølge butiksleder Jeanne Søgaard går som varmt brød og har slået godt an som et alternativ til en buket blomster, chokolade eller vin.

Samtidig med at der skal langes masser af ost over disken, skal der tages hensyn til corona-restriktioner. Som følge deraf må der højst være 16 kunder ad gangen i Thises butik. I forhold til julen 2019 – hvor der typisk blev købt ind til store sammenkomster – sælges der i år flere mindre portioner ost på grund af påbuddet om at fejre julen med den nærmeste familie. 

For at kunne lade kunderne smage på ostene har butikken indrettet en bar med fire stole ved en disk. Når kunderne har sat sig, kan de fjerne deres mundbind og få serveret smagsprøver på skæreoste af personalet, der er afskærmet bag plexiglas.

Gløgg og æbleskiver i ventetiden

I Mammen Mejeriernes største forretning, ’Mammen Ost og Deli’, der har et maksimum på 25 kunder, har man også tænkt alternativt.

”For at kunderne ikke skal fravælge os, når de ser, at der er kø, har vi besluttet at servere gløgg og æbleskiver udenfor – så håber vi, at de vil vente på, at det bliver deres tur,” siger butiksleder Dorte Snedker Halvorsen.

Når hun ser tilbage på 2020, kan hun fortælle om et ’helt forrygende’ salg. Det har fået et løft i december, hvor mange kunder køber lidt ekstra og får osten vakuumpakket, så den kan holde sig.

Julemånedens bedst sælgende oste i ’Mammen Ost og Deli’ er Danbo-osten Mammen Guld og mejeriets juleost, som er en ekstra lagret udgave af Mammen Guld; også Tange Sø Ost og mejeriets Danablu ligger højt på hitlisten.

Gaven til svigermor
I Naturmælks ostebutik er der dobbeltbemanding fra 19. til 23. december for at kunne håndtere et opskruet salg i en i forvejen travl måned. Ifølge mejeriets salgs- og marketingchef Nelly Riggelsen er kunderne hovedsaligt ’gamle kendinge’ fra nærområdet.

Størst interesse er der for goudaosten GouDan, Høost og brie, som i forvejen er blandt Naturmælks mest populære oste. Fra begyndelsen af december stiger efterspørgslen desuden efter ostegavekasser.

”De bliver typisk brugt som gaven til svigermor i privat regi og hos de lokale virksomheder – ofte som en del af medarbejderjulegaven,” siger Nelly Riggelsen.

Italiensk inspiration

Godt 100 kilometer nord for Naturmælk handler det udelukkende om produktion af gule ostetyper på Nørup Mejeri. I den tilknyttede ostebutik hitter først og fremmest mejeriets juleost – en ekstra lagret fontina – sammen med den italiensk inspirerede Primeo, oplyser Marianne Vestergaard, som sammen med sin mand Jens Beierholm ejer mejeriet og butikken.

Læs mere om julens mest populære oste