06. august 2021

Skolestart med sund og mere bæredygtig madpakke

Et nyt e-hæfte fra Mejeriernes Skolemælksordning byder på forslag og opskrifter til, hvordan forældre kan gøre børnenes madpakker grønnere.

I næste uge ringer klokken ind til det nye skoleår, og dermed begynder også sæsonen for den daglige madpakke. Den kunne f.eks. bestå af pastasalat med ærter, gulerødder og salatost, eller hvad med et pitabrød med grøn peber, ostetern og kylling. Det er nogle af forslagene i det nye e-hæfte ’Tips og opskrifter til en mere bæredygtig madpakke’, der er udgivet af Mejeriernes Skolemælksordning.

Hæftet skal give forældre inspiration til at bruge årstidens frugt og grønt, danske råvarer og – for at mindske madspild – rester fra aftensmaden i børnenes madpakke. Desuden byder brochurens 12 sider på ideer til at give madpakken et ekstra løft med mejeriprodukter, som kan være smagsforstærkere og give fylde i det grønne køkken.

Madpakken giver energi

”En lang skoledag kræver masser af energi, som man får med en god madpakke. Den kan bygge på opskrifterne i hæftet, der kan være med til at gøre børn bevidste om fordelene ved at spise sundt, grønt og varieret – vel at mærke uden løftede pegefingre og alvorsord,” påpeger Jan Hermansen, afdelingsleder i Mejeriernes Skolemælksordning.

En skolemælk eller en drikkedunk med vand er et godt supplement til madpakken, siger Jan Hermansen og understreger, at det skal være nemt at tænke i sunde og bæredygtige baner:

”Ellers bliver begge dele nedprioriteret og taber kampen mod hverdagens praktik. Vores opskrifter er nemme at gå til. Mange af dem kan man lave sammen med sit barn, så det at smøre madpakke bliver en hyggestund med et ’skjult budskab’ om bæredygtighed.”

Opskrifterne tager udgangspunkt i de officielle kostråd.

E-hæftet ’Opskrifter og tips til mere bæredygtige madpakker’ kan hentes i en sommerudgave og fås desuden i en forårs- og en vinterversion


Tre tips til at leve mere bæredygtigt

  • Brug rester fra aftensmaden i madpakken – det er både nemt og bæredygtigt.
  • Brug en ruminddelt madkasse, der kan lukkes tæt – og spar på stanniol og madpapir.
  • Vælg sæsonens frugt og grønt – og gerne dansk. Så undgår du lang transport.