Skolemælk vil styrke børns læselyst
I en tid præget af YouTube og computerspil vil Mejeriernes Skolemælksordning vække børns interesse for at læse ved at tilbyde gratis adgang til Gummi-Tarzan og andre børnebøger i læseappen Maneno.
Kan skolemælk give børn lyst til at læse? Det er i hvert fald målet, når Mejeriernes Skolemælksordning i begyndelsen af marts indleder et nyt tiltag, der giver elever i indskolingen gratis adgang til læsning af elskede bøger som ’Gummi-Tarzan’, ’Pippi Langstrømpe’ og ’Vitello begynder i skole’ i læseappen Maneno.
Til fremstødet hører også klistermærker med Antboy, Villads fra Valby og andre børnebogshelte på skolemælken såvel som konkurrencer og undervisningsmaterialer i dansk og matematik.
”Hver dag gør skolerne et kæmpe arbejde for os med at distribuere skolemælk. Vi er glade for at kunne betale tilbage ved at give dem nogle spændende materialer, der kan koble læring og sjov til skolemælken og stimulere børnenes appetit på at læse,” siger Senior Marketing Manager Louise Basic Poulsen fra Mejeriernes Skolemælksordning.
Budskaber om fantasi
Manenos grundlægger og direktør, Thomas Normann-Ekegren, ser samarbejdet med Skolemælk som en vej til at nå læseappens målgruppe af børn op til 12 år og øge deres lyst til at læse. Både i skolen og hjemme.
Den lyst kan det knibe med, fordi læsning af nogle børn mest ses som en færdighed, man skal tilegne sig. Når børnene så har lært at læse, taber bøgerne ofte i den skarpe konkurrence med computerspil og YouTube, ifølge Thomas Normann-Ekegren:
”Det vil vi udfordre ved at bringe bøger, som er sjove, men også har vigtige budskaber om fx fantasi, mobning, og at det er o.k. at være anderledes, ind i børnenes bevidsthed. I opgaven med at få fat i børnene har vi en god partner i Skolemælk, der har høj troværdighed hos skolerne efter mange års samarbejde.”
Positiv effekt
’Læs med Skolemælk og Maneno’ følger op på tidligere kampagner med fokus på hhv. dyr og sport. De blev taget godt imod af børn, lærere og forældre og havde en positiv afsmitning på tilmeldingen af børn til Skolemælksordningen.
”Det er glædeligt, at vi på en og samme gang kan bidrage til et sundt læringsmiljø og give flere lyst til at drikke skolemælk,” siger Louise Basic Poulsen.
En skoles gratis medlemskab af Maneno gennem Skolemælk giver adgang til seks udvalgte bøger. Abonnementet gælder i 30 dage for alle elever – også børn, som ikke får skolemælk – og er ikke bindende.
Læs mere om kampagnen her.