14. januar 2026

Skolebog om køer, mælk og mejerier runder 300.000 eksemplarer

Landbrug & Fødevarer og Mejeriforeningen står bag ’Koen og mælken’, som siden 1994 har været et efterspurgt undervisningsmateriale til skoleelever i 4.-6. klasse. Med en ny, opdateret udgave kommer det samlede oplag op på 300.000 eksemplarer. 

’Koen og mælken’ hedder et undervisningsmateriale som gennem adskillige år har været flittigt benyttet på skoler landet over. Materialet, som er målrettet elever på 4.-6. klassetrin er netop blevet opdateret og trykt i 10.000 nye eksemplarer. Dermed når det samlede oplag op på omkring 300.000 eksemplarer, siden den første udgave af ’Koen og mælken’ så dagens lys i 1994.
Det populære værk har undertitlen ’fra gården – til mejeriet – til dig’ og giver på 50 sider (med masser af illustrationer) indblik i hele kæden fra mælkeproduktion i stalden over forarbejdningen på mejeriet til produkterne havner i køleskabet og på spisebordet. Derudover er der afsnit om ernæring, kostråd, klima og eksport.

”Materialet er udarbejdet i samarbejde med lærere for at sikre en høj faglig kvalitet og at indholdet er relevant for undervisningen i undervisningen i natur/teknologi, madkundskab eller tværfaglige forløb. Dertil har vi lagt vægt på, at både elever og lærere skal have lyst til at bruge det. Og det må man konstatere, at de har. Der har været rift om materialet gennem alle årene,” siger projektleder Jan Morre Christensen i Landbrug & Fødevarer.

Bog og gårdbesøg hænger sammen

Bestillingen af ’Koen og mælken’ foregår i forbindelse med at en skoleklasse booker et besøg hos en af de ca. 150 mælkeproducenter i L&Fs Skoletjeneste. Og netop den kobling, mener Jan Morre Christensen, er stærkt medvirkende til bogens succes.
”Vi ved af erfaring, at eleverne får en meget bedre oplevelse ude på gårdene, når de har forberedt sig forinden. Og efter besøget vil de typisk være motiveret til at dykke yderligere ned i materialet,” fortæller han.

”Samtidig ved vi, at mange landmænd oplever en bedre og mere kvalificeret dialog med både lærere og elever, når de har sat sig ind materialet først. Det betyder også noget, når man som mælkeproducent ganske frivilligt sætter nogle timer af til vise rundt på gården.”

Koen og mælken udgives i et samarbejde mellem Mejeriforeningen/Skolemælk og Landbrug & Fødevarers Skoletjeneste med økonomisk støtte fra Mælkeafgiftsfonden.

MERE INFO
Download en PDF af ’Koen og mælken’ og læs mere om materialet og gårdbesøg på hjemmesiden for L&F's Skoletjeneste her.