28. februar 2024

Så er det ved at være sidste udkald til Mejeribrugets Dag 2024 

Mejeriindustrien mødes i Herning 13. marts til Mejeribrugets Dag 2024 om sidste nyt på blandt andet den teknologiske front og netværk på tværs af branchen. Og smagsprøver på oste fra 15 danske mejerier.

Deltagerne ved Mejeribrugets Dag 13. marts i Messecenter Herning kan ikke bare få masser af ny viden med sig hjem, men har også chancen for at smage på oste fra mindst 15 forskellige danske mejerier.

Ostene runder dagens program af – som en branche-snack, mens der kan netværkes. Der bliver således ikke præsentation af ostene som der for år tilbage var ved Mejeribrugets Dag, men rigeligt at smage på og studere nærmere.

Mejeriforeningens indslag ved Mejeribrugets dag er en præsentation fra Madkulturens direktør Judith Kyst, som præsenterer organisationens nyeste undersøgelse om danskernes madvaner – et emne, der er yderst relevant for alle der arbejder i og omkring mejeribruget.

I den første del af programmet får deltagerne fra mejeriindustrien vigtigt nyt, når 18 eksperter fra diverse virksomheder deler deres viden om tidens nyeste teknologier – blandt andet om bæredygtig produktion i form af blandt andet kunstig intelligens, reduktion af vandforbrug, membranfiltrering og sprayteknologi – alle indlæg og virksomheder, der præsenteres kan ses i programmet - klik her. 

Mellem præsentationerne – og dagen igennem i øvrigt - er der mulighed for at få uddybet og få netværket med kollegerne fra branchen. Sidste år samlede arrangementet cirka 140 deltagere, fra alle hjørner af landet og branchen.

Det er stadig muligt at tilmelde sig Mejeribrugets Dag – det kan ske via dette link senest 6. marts.