12. august 2025
Af: PRESSEMEDDELELSE FRA MEJERIFORENINGEN

Sejltur, bistader og stangtennis – midler fra Skolemælkslegatet gør drømme til virkelighed

Små og store børn på 38 skoler rundt om i landet kan glæde sig til komme på sejltur, få mulighed for at arbejde med honningproduktion, spille stangtennis og en masse andre aktiviteter, der kan styrke deres sammenhold og give skoledagen et løft.

En sejltur til Livø med mad over bål. Beskyttelsesdragter til elever, der vil arbejde med bistader. Stangtennis, stylter og andet udstyr til et uderum med plads til leg.

Det er blot nogle af de projekter, som takket være midler fra Mejeriernes Skolemælkslegat kan blive realiseret og medvirke til at styrke elevers sundhed, trivsel og fællesskab på 38 skoler landet over. I alt var der 459 ansøgere til en pulje på 100.000 kroner ved den første af årets to uddelinger af legater.

Se eksempler på andre projekter i boksen nederst på siden.

Drømmer om uderum

En af legatmodtagerne er Østerbyskolen i Vejen. Der fik man midler til at købe beskyttelsesdragter til eleverne, så de kan være med i arbejdet med skolens bistader og fremstilling af honning til kantinen og skolekøkkenet.  

”At arbejde med bierne er meget mere end blot en spændende oplevelse – det er en enestående mulighed for eleverne til at udvikle deres faglige og personlige kompetencer,” lyder det i Østerbyskolens ansøgning om Skolemælkslegatet.

På Gelsted Skole på Vestfyn skal skolemælkspengene bruges til at købe et sæt stangtennis, stylter, ringspil, balancebaner, børnetennis med skumbolde og andet grej til leg:

”I vores SFO oplever vi, hvor meget det betyder for børnene at blive mødt i de små hverdagsøjeblikke. Når de griner over et spil kongespil, hjælper hinanden med stylterne eller dyster i stangtennis med en forælder, der lige skulle hente. Det er her, fællesskabet får liv – ikke i store forkromede projekter, men i det enkle, nære og spontane. Men vi mangler udstyret til at understøtte de her øjeblikke. Derfor drømmer vi om og søger midler til at skabe et inspirerende og legende uderum, hvor børnene naturligt samles – og hvor bevægelse og fællesskab opstår af sig selv.”

Sejltur med nye klassekammerater

En tredje legatmodtager er Løgstør Skole. Her skal legatpengene gå til en sejltur til Livø og madlavning over bål. Turen skal ryste eleverne fra 5. klasse sammen med jævnaldrende børn, der er begyndt på skolen efter lukningen af deres skole i nabobyen Ranum, forklares det i legatansøgningen:

”Det kan være rigtig svært at være ny og komme ind i en årgang, som har været sammen så mange år. Derfor kunne vi godt tænke os at invitere 5. årgang på en sejltur til Livø, hvor vi skal finde urter og andre råvarer i naturen, som vi skal bruge til vores madlavning over bål. Der vil både være læring og trivsel på en rigtig hyggelig dag i hinandens selskab.”

Behov for midler til aktiviteter

Ansøgningerne om legater præges af, at skolerne mangler midler til aktiviteter ud over den almindelige undervisning, mener Rasmus Flade Nielsen, Senior Marketing Manager, Mejeriernes Skolemælksordning.

”Derfor er vi glade for, at lærere og pædagoger, elevråd, forældreråd og skolebestyrelser henvender sig til os. Vi har igen i år fået ansøgninger, som tager udgangspunkt i lokale behov og muligheder, og vi håber, at legaterne er med til at skabe trivsel og fællesskab og styrke sundheden og sammenholdet hos eleverne på tværs af klasser og årgange,” siger han og tilføjer:

”Lærere, pædagoger, elevråd og forældreråd skal have stor ros for at yde en ekstra indsats for elevernes skyld. Det vidner om et stort engagement, der fører til konkrete initiativer, som kommer børnene til gode. Det er præcis, hvad Skolemælkslegatet er til for.”

Den næste uddeling af midler fra Skolemælkslegatet finder sted i efteråret 2025.

FAKTA om

Skolemælkslegatet

Uddeles af Mejeriernes Skolemælksordning to gange årligt.
Gives til formål, der fremmer sundhed, bevægelse, fællesskab og trivsel.
Uddeles to gange om året – forår og efterår – fra en samlet pulje på 200.000 kroner.
Hver ansøger kan søge om op til 5.000 kroner til et projekt.
Legatet kan søges af lærere, elevråd, pædagoger, forældreråd og skolebestyrelser fra alle skoler, som er medlem af Mejeriernes Skolemælksordning.
Cirka 1.000 skoler er med i Mejeriernes Skolemælksordning, og aktuelt får ca. 52.000 børn skolemælk gennem ordningen.
Mejeriernes Skolemælksordning består af Arla, Naturmælk/Øllingegaard Mejeri og Thise Mejeri. Den daglige drift varetages af Mejeriforeningen.
Læs mere om Skolemælkslegatet her.

Fire andre projekter, der har modtaget støtte i denne runde

Farvepulver og andet grej til et ’farveløb’ for eleverne i 5. til 9. klasse på Bække Skole. Skolen har modtaget støtte at indkøbe en såkaldt Color Run-pakke med 30 kg farvepulver, sprayflasker og pistoler til at sprøjte pulveret på hinanden. Arrangementet skal ryste eleverne sammen på tværs af klassetrin, samtidig med at de får rørt sig og griner, som det lyder i skolens ansøgning.

En rugemaskine til hønsegården på Förde-Schule Gravenstein, hvor eleverne i 0.-6. klasse har til opgave af passe kyllingerne. Rugemaskinen kan lyse på æggene, så børnene kan følge kyllingefostrenes udvikling og se, når kyllingen klækker æggeskallen. ”Hvert år i foråret har vi daggamle kyllinger i aulaen, som børnene passer i de første to-tre uger. Det kunne være meget spændende også at have en rugemaskine, så børnene kunne følge med i rugeprocessen,” lyder det i ansøgningen til Skolemælkslegatet.

Et klassesæt med snitteknive til de fire 2. klasser på anden årgang på Hjallerup Skole. Snitteknivene skal bruges både ude og inde. ”Ved indkøb af snitteknive vil eleverne få nogle helt særlige timer med tid til fordybelse, ro og sidde side om side og snitte,” skriver 2. årgangs natur- og tekniklærer i sin legatansøgning.

På Aars Skole har elevrådet modtaget skolelegatmidler til at etablere en beachvolleybane på skolens fællesareal. De 225 elever i udskolingen skal varme op til server og smash ved at hjælpe med at grave ud til banen, synes elevrådet. Derfor er mælkepengene primært til net, netholdere, sand og bænke til tilskuerne.