”Pouls betydning kan ikke overvurderes”
Branchefolket har ordet. Topledere fra Arla Foods, Nørup Mejeri, Bornholms Andelsmejeri og Thise Mejeri fortæller om Thise Mejeris afgående direktør Poul Pedersen.
CEO Peder Tuborgh, Arla Foods:
”Poul har været afgørende for udviklingen af økologisk mejeri i Danmark, og hans betydning kan ikke overvurderes. Han har altid sat barren højt for hele branchen og hans mod og pålidelighed har været en inspirationskilde for os alle. Vi kommer til at savne ham, og jeg ønsker ham alt det bedste i hans velfortjente pension.”
Mejeriejer Jens Beierholm, Nørup Mejeri:
"Jeg kender Poul tilbage fra 1977, hvor vi begge studerede til mejeriingeniør på KVL. Når man er sammen med Poul, er man i godt selskab, sådan var det dengang og sådan har det været lige siden.
Vi har mødt hinanden i et utal af sammenhænge i branchen. Til bestyrelsesmøder i Andelssmør og i Mejeribrugets ForskningsFond – og i Privatmejeriforeningen dengang han sad der som repræsentant for Dybbækdal Mejeri.
Poul er meget underholdende, men han er også en dygtig forhandler, som kan skabe et godt og konstruktivt klima på møderne. Det er guld værd.
Der findes ingen som Poul Pedersen i dansk mejeribrug, og jeg synes, at det er brandærgerligt, at han nu skal holde op."
Mejeridirektør Per Olesen, Bornholms Andelsmejeri
"Jeg kender ham tilbage fra dengang han var i APV og senere fra Dybbækdal Mejeri, hvor Thise Mejeri var noget, der foregik ovre i et hjørne af produktionen.
Han er bare dygtig. Det er hans fortjeneste at Thise Mejeri er der, hvor virksomheden er i dag.
Poul er et godt menneske, som kan snakke med alle og meget ofte har en humoristisk måde at gribe tingene an på. Det er derfor man holder af ham.
Han er god til at tænke politisk. Poul kan se de store linjer i en sag, og tænker aldrig kun på Thise Mejeri, men altid haft blik for dansk mejeribrug. Jeg er ked af at Poul nu forlader posten."
’Kulturminister’, tidl. salgsdirektør Mogens Poulsen, Thise Mejeri
"Jeg mødte Poul første gang omkring 1992, da han vendte tilbage til det fædrene mejeri. Dengang var jeg salgskonsulent for Grindsted Mejeri, og nogle år senere kom vi til at arbejde tæt sammen.
Det har været spændende fra dag 1. Poul er en mand, der har let til begejstring, og han har været fantastisk at arbejde sammen med. Han har overblik, er hurtig på aftrækkeren og fantastisk til at levere punchlines – og så har han et utroligt energiniveau. Han er en døgnbrænder.
Som leder er han god til at motivere og trække os alle sammen i den rigtige retning – ikke mindst på grund af hans smittende begejstring. Man kan stole på Poul. Han er ærlig og empatisk og følelserne sidder lige under tøjet.."