Poul Pedersen, Thise Mejeri

Efter godt 30 år i spidsen for Thise Mejeri er adm. direktør Poul Pedersen på mange måder blevet synonym med dets udvikling fra et lille, skrantede økomejeri til en markant virksomhed med milliardomsætning og næsten 300 ansatte. Han har netop sagt farvel til direktørposten og i dette interview fortæller han om et par af de afgørende kapitler sin egen og mejeriets historie.

På Thise Mejeri har adm. direktør Poul Pedersen i mange år haft kontor i det samme rum, som han blev født i for 68 år siden. Det kunne umiddelbart ligne billedet på en mand, der ikke har formået at flytte sig, men det er – mildt sagt – helt forkert.

Poul Johannes Pedersen er en mand i konstant bevægelse, og gennem årene har han ikke kun flyttet sig selv, men også Thise Mejeri, økologien, mejeribranchen og en masse mennesker omkring sig.

Nu flytter han sig igen. Denne gang for at fratræde den direktørpost, hvorfra han i mere end 30 år har stået i spidsen for transformationen af et lille, skrantende økomejeri til en veldreven koncern med misundelsesværdigt forbrugertække. 

”Jeg har selv truffet beslutningen om at træde tilbage, og det er jeg glad for. Det er det rigtige at gøre nu, hvor jeg er blevet 68 år og Thise Mejeri er virksomhed med en milliardomsætning og næsten 300 ansatte.  Det seneste halvandet år har dog ikke været nogen lykkelig periode for mig, da jeg jo bare holder så meget af mit job og det fantastiske Thise-univers,” siger han og understreger, at han humør og søvnkvalitet er blevet klart bedre efter at hans efterfølger Svend Schou Borch tiltrådte som adm. direktør den 1. november ”Han er en dygtig mand og et godt menneske med både kant, empati og godt humør. Derfor kan jeg nu med større sindsro end længe tillade mig træde ned fra kommandobroen,” tilføjer Poul Pedersen.

Læs også artiklen: Topchefer i mejeribranchen: "Pouls betydning kan ikke overvurderes"

Voksede op på mejeriet

Som det fremgår af indledningen, begynder historien om Poul Pedersen bogstaveligt talt på mejeriet. Dengang (i 19655) hed det Mejeriet Dybbækdal A/M, og Poul er født i mejeribestyrerboligen, hvor hans forældre, Anna og Peter E. Pedersen, dengang boede. Sidenhen er boligen blevet ombygget til administrationslokaler – inklusive et direktørkontor.

”Jeg er vokset op på mejeriet sammen med mine forældre og min tre år ældre storesøster Ulla, og det har jeg faktisk været vældig godt tilfreds med,” fortæller Poul Pedersen  

Efterhånden som han bliver større, begynder han helt naturligt at give en hånd med i produktionen. Primært for at skaffe sig nogle lommepenge, men der var ikke tale om surt tjente penge.

”Jeg startede som pakkedreng. Lavede smørkasser og pakkede smør og ost. Det kunne jeg godt lide. Der var en herlig stemning i mejeriet,” husker han.

Fodbold er dog det, der fylder mest i hans barndom og ungdom i landsbyen. Han er fast mand – først målmand og siden halfback, som det hedder dengang - på Thises drengefodboldhold. Og han er rigtig god, når han skal sige det selv. De andre spillere er heller ikke helt så ringe, for holdet bliver faktisk Sallingmestre flere år i træk.

Sallingmester i fodbold

Samtidig med at hans fodboldinteresse udvikler sig, sker der ting og sager i dansk mejeribrug, som får betydning for familien Pedersen i Thise. Sidst i 1960’erne ruller fusionsbølgerne hen over landet, og på et tidspunkt kommer det på tale, at Dybbækdal sammen med 16-17 andre andelsmejerier i Sallingområdet skal gå med i Skiveegnens Mejeriselskab. Det er et flertal af Dybbækdals andelshavere dog ikke indstillet på, og de foreslår derfor, at Pouls far i stedet køber mejeriet for at drive det videre som privatmejeri. Det gør han så, i 1969, med opbakning fra 110 andelshavere.

”Det passede mig rigtig fint, at han købte det. Så kunne vi blive boende, og jeg kunne fortsætte med at spille fodbold,” siger Poul Pedersen og fortsætter med en typisk Poul Pedersen-bemærkning:  ”Det var nok i virkeligheden derfor Thise-landmændene bad min far om at købe mejeriet.  Sådan foretrækker jeg i hvert fald at tænke på det.”

Interesse for kemi

Dengang ville det have været noget nær en umulig tanke for ham, at han en dag skulle ansættes som mejeribestyrer for et andelsmejeri.

”I min barndom oplevede jeg nogle gange, hvordan bønderne skældte min far ud for det ene og det andet. Det skulle jeg ikke udsættes for. Og efter at min far købte mejeriet befandt jeg mig rigtig fint med at være søn af privatmejerimand.”

Men et er at være søn af en mejeriejer, noget andet er selv at gå ind i branchen.

”Efter at min far blev privatmejerimand i 1969, talte han tit om, at jeg skulle følge efter. Det

var jeg nu ikke så sikker på, at jeg skulle. I gymnasiet var jeg blevet meget interesseret i kemi og var overbevist om, at jeg skulle læse til kemiingeniør,” fortæller Poul.

Det er også planen, da han efter at have aftjent sin værnepligt i Livgarden i 1975 besøger Den Polytekniske Læreanstalt, som nogle år tidligere er flyttet ind i det nybyggede Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby.  Men synet af det enorme bygningskompleks får ham til at ændre holdning.

”Det var frygteligt sted på det tidspunkt. Goldt, fuldstændig bart. Der kunne jeg ikke være,” fortæller han.

Fantastiske Eigil Waagner Nielsen

Poul tager hjem til forældrene i Thise uden at ane, hvilken uddannelse, han så skal have. Men så sker der det, der ofte er sket i hans liv: Han møder et menneske, der får betydning for et afgørende valg i hans tilværelse.

I dette tilfælde er det ostekonsulent Tage Frandsen, som jævnligt besøger mejeriet og Pouls forældre. Han foreslår Poul at blive mejeriingeniør. Og det bliver han. På Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole, som han er begejstret for lige fra første gang han træder ind i haven på Rolighedsvej på Frederiksbjerg.

”Det var et fantastisk sted, det var København, og det lige noget for mig. Her kunne jeg virkelig dyrke min interesse for naturvidenskab”

På KVL bliver han blandt andre undervist af lektor Eigil Waagner Nielsen, en stor faglig kapacitet og lidt en legende i dansk mejeribrug. Og for den unge Poul Pedersen endnu en person, der har afgørende betydning i han liv.

”Han var en fantastisk lærer,” fortæller Poul med ekstra tryk på alle stavelserne i fan-tas-tisk. ”Waagner er det bedste, der er sket for mig og en masse andre mejerifolk. Han havde et imponerende drive i sig, var virkelig dygtig til sit fag og god til at tage sig af os studerende.”

Waagner inspirerer Poul til at gå ind studenterarbejdet, og det fungerer så godt, at han ender med at blive formand for Studienævn M.

”Det var spændende, jeg skulle styre møderne og det lærte jeg f….. meget af. Og det var nok her, jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at sidde for bordenden,” konstaterer han.

Gode lærepladser

Under uddannelsen skal han ligesom de andre studerende ud i praktikforløb for at få håndværket ind under huden. Poul kommer i praktik på henholdsvis hos Kalle Brå Andersen på Nordjysk Mejeriselskab i Aalborg og senere på Plumroses Frijsenborg Herregårdmejeri.

”To virkelig gode lærepladser. Her lærte jeg alle disciplinerne i mejeriproduktion på nær pulver,” noterer han og fremhæver i den sammenhæng endnu en person, som har haft stor indflydelse på hans udvikling: Mejeribestyrer K. C. Dolberg, Frijsenborg Herregårdsmejeri. ”Han var meget inspirerende. Både som læremester i mejerihåndværket og som virksomhedsleder.”

Tilbage til mejeriet i Thise – for en stund

Som nyuddannet mejeriingeniør vender Poul tilbage til Thise, hvor han bosætter sig med sin hustru Winnie, som han havde truffet et års tid tidligere i Skive.

 ”Vi flytter i mejeristhuset, og jeg bliver ansat på Mejeriet Dybbækdal som førstemejerist,” fortæller Poul og tilføjer: ”… Der var heller ikke andre mejerister på mejeriet på dette tidspunkt”

”Det var en fantastisk tid, jeg elskede at arbejde i mejeriet, og i den periode lærte jeg for alvor at lave ost,” siger han.

Samarbejdet med faderen kan dog ind i mellem slå gnister, fortæller Poul Pedersen, der beskriver sig selv som diplomaten i et ’far-søn-forhold, der kunne skrives bøger om’. Men han befinder sig godt i sit nye job, og er egentlig indstillet på et langt arbejdsliv på Dybbækdal i Thise.

Det teknologiske mekka i Nr. Vium

Men så sker det igen. Der dukker en person op, som inspirerer Poul Pedersen til at skifte retning. Denne gang er det mejeriingeniør og licentiat i landbrugsvidenskab Karsten Bruun Qvist, som i sin tid var vejleder på Pouls hovedopgave på KVL. Karsten Bruun Quist er på dette tidspunkt ansat på MD Foods’ og De Danske Sukkerfabrikkers (DDS) udviklingsmejeri i Nr. Vium, som er et centrum for forskning, udvikling og implementering af nye teknologier til mejeriindustrien – i særlig grad membranfiltrering.

Men Karsten Bruun Qvist ønsker ikke være i Nr. Vium længere, og ringer derfor til Poul for at høre, om han vil overtage hans job på Udviklingsmejeriet.

”Karsten Bruun Qvist er et meget klogt menneske, og jeg må indrømme, at jeg bliver en smule imponeret over, at han ringer til mig,” siger Poul, og fortsætter.

”Jeg kunne ikke sige nej. Det kunne jeg simpelthen ikke. Dengang i 1980’erne var det mekka’et for udvikling af nye teknologier, og jeg kunne godt trænge til at bruge lidt mere af min mejeriingeniøruddannelse, end jeg havde gjort indtil videre.”

”Så jeg tog til Nr. Vium og kom til at arbejde sammen med nogle fantastiske kolleger. Det var helt vildt. Det naturvidenskabelige og arbejdet med forskning og udvikling trickede mig. Jeg lærte rigtig meget og fik virkelig pudset mit udviklingsgen af,” fortæller han.

Ud over udvikling af nye membranfiltreringsteknologier arbejder han og kollegerne med afprøvning af nye pasteuriseringsmetoder, pumpeteknologi og udvikling af nye oste. Og ikke nok med det. En anden væsentlig del af jobbet består i at rejse rundt i verden for at lære om installation af rekombineringsanlæg og andre procesteknologier for DDS’ datterselskab Danish Turnkey Dairies.

”Jeg skulle være ’klog’ mand for det meget entreprenante Danish Turnkey Dairies. Senere fik jeg en tilsvarende rolle i APV Pasilac, hvor jeg fungerede som ekspert og hjælpesælger udi diverse membranfiltreringsbaserede processer.”

”Man vidste aldrig nogensinde, hvor man skulle hen om morgenen. Pludselig rejste man til Kuwait, en anden dag til Algeriet, Japan, Østtyskland, Australien eller f.eks. Belgien. Jeg elskede at være der,” fortæller Poul, som avancerede til en chefstilling i løbet af de første par år.

Erik Ellebæk: Kender du et mejeri, vi kan købe?

Blandt de mange fantastiske kolleger i Nr. Vium er der én, som Poul i særlig grad svinger rigtig godt med: mejeriteknolog Erik Ellebæk.

”Vi kunne virkelig få noget fra hånden, når vi arbejdede sammen,” husker han.

En af de mange opgaver, de løser, er for et islandsk mejeri, som efterspurgte en skyr-teknologi, der kunne afløse den traditionelle dræning i sække. I 1988 kan udviklingsmejeriet sælge sit første membranfiltreringsanlæg til Island. At det er Erik og Poul, der har fået teknikken bakset på plads, skal vise sig at få betydning for 18 år senere, hvor de bliver kontaktet af det islandske mejeri med et tilbud om at producere på skyr på licens i Danmark. Produktet ender med at blive en af Thise Mejeris største succeser.

Poul Pedersen tilbringer ni ’fantastiske og hektiske’ år på Udviklingsmejeriet. Undervejs får hans arbejdsopgaver mere fokus på salg, og samtidig mærker han en rastløshed snige sig ind i kølvandet på de mange timer på landevejen og i lufthavnen.

Klokken 4 en mandag morgen før jul sidder han og Erik Ellebæk og drikker morgenkaffe i kedelrummet på et privatmejeri i Bylderup Bov, hvor de skal sørge for at få et nyudviklet forpresserkar kørt ind.  Det vil være en overdrivelse at påstå, at det er julestemning, der præger situationen.

”Kender du ikke et mejeri, vi kan købe?” spørger Erik Ellebæk så.

”Det kan du s…. tro, jeg gør,” lyder svaret fra Poul.

Om fredagen har makkerparret købt Mejeriet Dybbækdal af Pouls far (som i parentes bemærket var blevet rasende på Poul, da han i sin tid forlod landsbymejeriet til fordel for et job på Udviklingsmejeriet i Nr. Vium).

Løntapper mælk for økologer

I 1988 – fire år inden Erik og Poul køber mejeriet – er der sket noget uventet i Thise. En gruppe økologiske mælkeproducenter har henvendt sig til mejeriejer Peter E. Pedersen for at høre, om de kan få løntappet øko-mælk på Mejeriet Dybbækdal. De har på det tidspunkt fået afslag fra flere af de store mejeriselskaber, men Pouls far siger ja, og kort tid efter bliver der fremstillet økologisk og uhomogeniseret sødmælk og tykmælk i et hjørne af privatmejeriet.

Økologi er et relativt nyt og ukendt begreb i Danmark på det tidspunkt, og mejeriet har mere end svært ved at afsætte de nye produkter. I lange perioder bliver den økologiske mælk derfor anvendt til fremstilling af konventionelle produkter på Dybbækdal.

Da Poul og Erik overtager mejeriet, er der fortsat udfordringer med afsætningen af de økologiske produkter.

De økologiske mælkeproducenter har fra starten organiseret sig i et andelsselskab ved navn Thise Mejeri, hvor Poul bliver ansat som mejeribestyrer. Han er med andre ord både mejeribestyrer på et andelsmejeri og medejer af et privatmejeri i de samme bygninger. Mejeriet Dybbækdals konventionelle produktion tegner sig de første år for langt hovedparten af aktiviteterne, men som årene går, bliver Thise Mejeris produktion større og større, og i 2007 overtager andelsselskabet mejeriet.

Poul Pedersen og Erik Ellebæk foran Dybbækdal Mejeri/Thise Mejeri

Øko-mælk i et lille hjørne af mejeriet

”Vi forestillede os egentlig ikke det store med økologerne i starten. Det var bare sådan et lille hjørne af produktionen, som vi nok skulle tage os af,” fortæller Poul.

”Vores egentlige mål var at skabe et udviklingsmejeri i Thise. Da vi arbejdede i Nr. Vium irriterede det os, at vi udviklede en masse produkter for derefter at smide dem ud. Vi ville udvikle nye produkter og sælge dem. Vi havde så mange ideer i hovedet, at der nærmest ikke var nogen grænser for, hvad vi kunne finde på. Det var derfor vi købte mejeriet; for at lege videre. Og vi forventede faktisk at blive millionærer på det i løbet af kort tid.”

Det sidste sker ikke. I det hele taget viser det sig, at tilværelsen som mejeriejere er lidt af en udfordring i de første år.

”Vi tjente mildt sagt ikke ret mange penge på det tidspunkt. Men så er man jo nødt til at knokle, og der kunne jeg mærke, at det var inspirerende at arbejde sammen med en flok økologiske landmænd, der virkelig troede på det, de havde gang i. På trods af at stort set ingen ville købe deres produkter i starten.”

SuperBrugsen sætter gang salget

Der kommer til at gå omkring fem år, inden de økologiske landmænd for alvor får gang i afsætningen. Det sker i forbindelse med, at FDB i sommeren 1993 kører en storstilet kampagne for økologi i alle SuperBrugsens butikker. Og hertil kunne de to samarbejdende øko-mejerier, Thise og Grindsted Mejeri, levere et ’flot ostesortiment’, som Poul Pedersen udtrykker det.

”Herved fik FDB virkelig øjnene op for, hvad der skete – og kunne ske – på øko-fronten i den nordvestjyske del af Danmark. Efterfølgende indgik Thise og FDB en eksklusivaftale om, at vi skulle være FDB’s udviklingsmejeri for økologi. En aftale der nu har virket i 30 år med – sagt på jysk – pænt udbytte for både FDB/Coop og Thise Mejeri,” siger han.  

I starten af denne periode møder Poul Pedersens endnu en central person: Mogens Poulsen, en københavner, som efter at været i Thylejren, har slået sig ned i Jylland og siden er blevet økologisk mælkeproducent. Han leverer mælk til det lille økologiske Grindsted Mejeri i Vendsyssel og fungerer dertil som salgsmedarbejder for mejeriet – og ind i mellem også for Thise. Da Thise Mejeri i 1996 overtager Grindsted Mejeri følger Mogens Poulsen med.  

”Mogens vader bogstaveligt talt ind i folk med træsko på, og så var han rigtig god til at tale med københavnerne i FDB og Irma. Han kan jo sproget,” siger Poul Pedersen.

Ikke mindst i dialogen med Irma-kæden vælter ideerne til nye produkter frem, og da både Mogens og Poul samtidig har et talent for at levere veloplagte citater til medierne, vokser Thise Mejeri både i omsætning og popularitet.

”Samarbejdet med Irma er det man på CBS kalder ’the perfect match’. En supermarkedskæde, der gerne vil være først med det nye og tør gøre noget, samt en virksomhed, der er fleksibel og i stand til at omstille sig hurtigt. Og det har vi altid været gode til. I stedet for at arbejde med fokusgrupper har vi lanceret vores produkter i Irma,” forklarer Poul. 

Vækstboom frem til 2008

På dette tidspunkt, midt i 1990’erne, er Thise Mejeris fundament og identitet på mange måder faldet på plads. Poul Pedersen og Erik Ellebæk har fået skabt et udviklingsmejeri, hvor der for alvor er behov for deres ideer til nye produkter eller fremstillingsmetoder. Og med Mogens Poulsen som salgschef og Irma som spydspidskunde og udviklingslaboratorium, og med FDB som den store kunde, folder det hele sig ud. Det kan næsten kun gå fremad.

Det gør det også. Og da konkurrencemyndighederne i 2003 indleder en konkurrencesag mod Arla, kommer der turbo på væksten. I kølvandet på en negativ medieomtale af det store mejeri, efterspørger forbrugerne produkter fra de små mejerier, og det kan mærkes i Thise, hvor omsætningen vokser med 20-30 pct. om året frem mod 2008, hvor man kan indvie et helt nyt mejerianlæg på 9.000 kvm. i den lille landsby.

Det er samtidig også året, hvor en global finanskrise rammer og sætter en effektiv stopper for det ekstraordinære vækstboom.

Men mindre kan også gøre det, og i de efterfølgende år fortsætter væksten, mens mejeriet markerer sig med lancering af ’storsællerter’ som for eksempel Vesterhavsost og Skyr.                                                                                          

I dag har Thise Mejeri 72 andelshavere, næsten 300 ansatte, en årlig indvejning på 120 mio. kg. mælk, en årsomsætning på 1,4 mia. kr. og et mejerianlæg på 22.000 kvm.

”Man skal VILLE det”

Den 1. november tiltrådte Sven Schou Borch som ny direktør for Thise Mejeri og fredag den 24. november fejres Poul Pedersen ved en stor afskedsreception. En æra er slut, kan man sige.

Et oplagt spørgsmål i den forbindelse er, hvordan han ser tilbage på mejeriets og sin egen udvikling.

”En af de ting, jeg synes, man kan lære af Thise Mejeris historie, er, at man skal ville det, man nu mener, at man er sat i verden for. Man skal virkelig VILLE det. Og så skal man være forsigtig med at sætte sin fantasi under begrænsninger. Man skal turde tro på, at det her produkt, det kan vi godt lave, selvom det ender med at koste 35 mio. kr. at udvikle. Vi har lavet rigtig meget, der egentlig ikke kunne lade sig gøre, men som er blevet til noget alligevel.”

”Man skal ikke altid regne på tingene, inden man går i gang – det er en fejl at tro, at man kan regne det hele ud på forhånd,” siger Poul Pedersen og fortæller, at han engang på et seminar blev bedt om at formulere sine 10 bud som virksomhedsleder. Det 7. bud lyder: ’Ansæt aldrig en bogholder, medmindre du har over 100 mio. kr. i omsætning’.

”Hvis Thise Mejeri havde haft en bogholder tilbage i 1988, var vi aldrig kommet i gang,” konstaterer han og tilføjer, at han undervejs også har lært værdien af at have nogle ’firkantede folk’, der har styr på økonomien. Ikke mindst når virksomheden vokser og får større og større betydning for mennesker og virksomheder i lokalområdet.

I et lidt større perspektiv ser han Thise Mejeri som en virksomhed, der har bidraget til at udvikle og udbrede økologien i Danmark.

”På Thise Mejeri har man fra starten forstået, at landmanden og mejeriet er ét. Det hele hænger sammen og jo længere tilbage i fødekæden, vi kan arbejde med produkterne, jo bedre og mere originalt er det,”

Når man spørger, hvordan han ser på sit eget bidrag til mejeriets bemærkelsesværdige historie, lyder svaret noget mere beskedent:  

”Når jeg en aften står og kigger ud over mejeriet og de høje mælketanke, så er det da et fantastisk syn, og jeg har fået at vide af en masse kloge mennesker, at jeg skal være stolt af mig selv. Tja …, jeg vil først og fremmest tillade mig at være rimelig glad for at have for at have med til det her.”