Ostens Dag bliver endnu større
Fredag den 6. marts markeres Ostens Dag for tredje gang over hele landet. Sidste år bød dagen på knap 100 events for osteglade danskere og spørger man arrangørerne, bliver det endnu større i år.
”Kendskabet til Ostens Dag er efterhånden ret udbredt, og vi kan helt klart fornemme en stigende interesse for at være en del af den store begivenhed i år.”
Sådan lyder det fra ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller små to måneder inden den tredje udgave af den nye mærkedag går i luften. Sammen med bureauindehaver Anne Vagner stod hun i 2024 bag lanceringen af Ostens Dag i Danmark. En begivenhed, som sidste år bød på lige knap 100 forskellige events med smagninger, gode tilbud og mange andre aktiviteter hos mejerierne, ostehandlerne, i detailhandlen, forsamlingshuse, på nettet m.m.
”Det tegner rigtig godt”
”Efter afholdelsen af de to første Ostens Dag er det gået op for folk, at begivenheden rummer nogle muligheder for at skabe noget spændende med relativt enkle midler. Det gælder både for ostebutikker og detailkæder, der ønsker at tiltrække en masse kunder på dagen, og for alle de ildsjæle og andre med lyst til at samle mennesker omkring smagninger, fællesspisninger og måske et lille ostekursus med et glas til. Flere har allerede tilkendegivet, at de har planer om at udvide deres aktiviteter i år, ligesom vi er begyndt at få forespørgsler fra helt nye aktører. Det tegner rigtig godt,” lyder det fra Camilla Bojsen-Møller.
Med andre ord er der lagt op til en folkelig ostefest i det meste af Danmark.
”Ostens Dag samler folk omkring ost. Det handler om smag og nydelse, men ost er også en samtalestarter, når vi sammen går på opdagelse på et ostebræt. Ostens Dag er en oplagt anledning til at smage en ny ost – eller glæde sig over en velkendt ostefavorit,” siger Camilla Bojsen-Møller.
116 MENY-butikker er med
Ostens Dag markeres hvert år den første fredag i marts, hvilket i år den 6. marts. Lige som sidst vil en bred vifte af landets ostehandlere og mejeriernes egne ostebutikker markere dagen med særtilbud, smagninger, konkurrencer og andre aktiviteter. MENY, som sidste år deltog i udvalgte butikker, stiller i år op med aktiviteter i samtlige kædens 116 butikker og ligesom i 2025 inviterer Camilla Bojsen-Møller og Anne Vagner til ostefest i folkehuset Absalon i København med quiz, fællesspisning og masser af ost.
Mejeriforeningen er igen partner på projektet og markerer blandt andet dagen med en udgave af magasinet Ostekultur i et oplag på 80.000 eksemplarer, som uddeles til osteglade danskere via mejeriernes butikker, ostehandlere og MENY-kædens butikker.
På hjemmesiden for Ostens Dag vil man fra midten af februar kunne følge med i, hvordan flere og flere aktiviteter bliver annonceret. Det sker under menupunktet ’Eventkalenderen’.
