Ost fra Mammen Mejerierne vinder europæisk pris
Tange Sø Ost fra Mammen Mejerierne vinder European Private Label Award i kategorien ‘Dairy products’. Osten er en del af Lidl-kædens private label-serie ‘En Bid af Danmark’, der består af produkter fra lokale, danske leverandører.
Foran et stærkt felt af private-label produkter fra hele Europa blev det specialosten Tange Sø Ost fra Mammen Mejerierne, der løb af med sejren i mejerikategorien i den netop afholdte European Private Label Awards.
Det skriver Lidl Danmark i en pressemeddelelse.
Tange Sø Ost er navngivet efter Tange Sø, der ligger i nærheden af Mammen, hvor osten produceres. Dommerne beskrev osten som den 'bedst smagende ost' og som en stærk repræsentant for danske ostetraditioner i en meget konkurrencepræget kategori.
"Vi er utroligt beærede over at modtage prisen. Det er et stort skulderklap og en anerkendelse af vores håndværk. Vi er meget stolte af at have så fagligt dygtige og kompetente medarbejdere, der kan udvikle og producere mejeriprodukter af så høj kvalitet, at vi kan vinde en international anerkendt pris som denne,” udtaler overordnet produktionschef Bjarke Jørgensen, Mammen Mejerierne, i en kommentar til prisen.
Han retter samtidig en tak til Lidl for kædens ’ vilje til at udvælge unikke kvalitetsoste’ og potentielt at åbne dørene for yderligere eksponering af Tange Sø osten på andre markeder.
European Private Label Award arrangeres af branchemagasinet European Supermarket Magazine, som hvert år kårer de bedste private label-produkter i detailhandlen på tværs af 23 lande fra hele Europa, der dyster i 17 forskellige kategorier.