Ost fik økologi-eksporten opad
Nye tal viser, at eksporten af økologiske mejeriprodukter var medvirkende til at hele den danske eksport af økologiske fødevarer steg i 2023.
Eksporten af økologiske oste fra Danmark gik frem i 2023 i forhold til 2022. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Og den absolut største økologiske eksportvare er mejeriprodukter, som udgør omkring 1,3 milliard kroner – eller godt en tredjedel - af den samlede eksportværdi på 3,5 milliarder kroner.
Mejerierne spiller stor rolle for økologien i Danmark
”Det viser atter en gang, den væsentlige betydning, som mejerisektoren har for at sikre og være med til at øge økologien i Danmark, men også at økologiske mejeriprodukter fra de danske mejerier er efterspurgte i udlandet,” siger Ejvind Pedersen, som er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og arbejder for Mejeriforeningen med fokus på økologi.
Den samlede eksportværdi for danske økologiske fødevarer steg med 4 pct. i 2023, og en tilsvarende stigning gjorde sig gældende for mejeriprodukter, inklusive mælkepulver og børneernæring.
”Det er for nogle produkter muligvis også tale om prisstigninger, men vores vurdering er at det i alt overvejende grad er stigning i mængder. I det tyske marked så vi pga inflationen efter coronapandemien, at der blev solgt færre økologiske mejeriprodukter generelt, men i 2023 kom der så småt igen penge mellem hænderne på de tyske forbrugere, og dermed begyndte de at vende tilbage til økologien. Det påvirkede også salget af danske økologiske mejeriprodukter positivt.”
Det største marked er Tyskland
Det tyske marked, som er dansk mejeri-økologisk største marked, er dog stadig ikke kommet sig helt. Der blev i 2023 eksporteret mejeriprodukter til Tyskland for omkring 600 mio. kr., hvilket er en nedgang på omkring 130 mio. kr.
I takt med at inflationen er faldet i sidste halvår 2023 og i 2024, er salget af økologiske mejeriprodukter i Tyskland igen begyndt at stige, men der er fortsat meget prisfokus, fortæller Ejvind Pedersen.
Eksporten af mejeriprodukter (mælk, smør, ost) til Asien steg fra 46 mio. kr. i 2022 til 144 mio. kr. i 2023, og derudover blev der eksporteret pulver/børneernæring for omkring 200 mio. kr.
Importen af økologiske mejeriprodukter stiger
Ser man på importen af økologiske mejeriprodukter til Danmark, så steg den fra 2022 til 2023 fra 123 mio. kr. til 170 mio. kroner. Det er blandt andet økologiske specialoste, som skaber denne vækst, men også mælk, fløde og øvrige mejeriprodukter.
Fakta om eksporten af økologiske mejeriprodukter fra Danmark
- Eksporten af økologisk mælk, smør og ost blev i alt 970 mio. kr., hvilket er status quo i forhold til 2022.
- Det dækker over at eksporten af øko-ost er steget fra 185 mio. kr. i 2022 til 240 mio. kr. i 2023, svarende til stigning på 30%. I forhold til 2021 er der næsten tale om en fordobling på to år. Til gengæld er eksporten af økologisk mælk, fløde og øvrige mælkeprodukter faldet med 47 mio. kr. til 491 mio. kr. i 2023.
- Eksporten af økologisk smør er i værdi stort set status quo i de seneste år, på omkring 238 mio. kr.
- Desuden steg eksporten i kategorien ’næringsmidler’ med 10 pct. i 2023, til i alt 338 mio. kr., og en stor del heraf udgøres af økologisk mælkepulver og økologisk mælkebaseret børneernæring.