Ørkenmejeri hjælper afrikanske kvæghyrder ud af fattigdom

Et lille mejeri på kanten af Saharaørkenen indsamler hver dag frisk mælk fra 4.400 lokale familier helt uden brug af køleteknik. Arla har siden 2016 arbejdet sammen med idémanden bag projektet og støttet både mejeriet og de kvæghyrder, der leverer til det.

Der er langt fra Bargoré Bathilys direktionskontor i Senegals travle hovedstad Dakar til de øde og tørre landskaber på kanten af Saharaørkenen. Men båndene er tætte mellem mejeridirektøren og hyrdefolket Fulani, der lever med deres kvæg i de områder af Senegal, hvor det frodige agerland viger for ørkenen.

Det var under et ophold hos Fulani-folket, at den veterinæruddannede Bagoré Bathily for 15 år siden fik ideen til at grundlægge det, der i dag er et stort senegalesisk mejeri med firmanavnet Hyrdernes Mejeri.

Dengang arbejdede han for en belgisk hjælpeorganisation, efter at han have taget sin uddannelse i Frankrig. Hans job bestod i at hjælpe fulanierne med at højne sundheden hos kvæget. Mange af hyrderne levede i fattigdom og havde ikke råd til at tilkalde en dyrlæge, når køerne var syge. (Artiklen fortsætter under billedet)

Den veterinæruddannede Bagoré Bathily fik for
15 år siden ideen til at grundlægge Hyrdernes Mejeri.

”Når jeg var ude at tilse køerne, koncentrerede jeg mig selvfølgelig om at stille en diagnose og give den rigtige medicin. Men jeg kunne jo også se, at det ikke kun var køerne, det var galt med. Familierne, som ejede køerne, havde det ofte svært. Der var ikke råd til ordentligt foder, og den mælk, de trods alt havde i overskud, kunne de ofte ikke sælge, fordi der ikke var afsætningsmuligheder lokalt. De blev holdt fast i fattigdom. Det besluttede jeg mig for at gøre noget ved,” fortæller Bagoré Bathily, der selv er senegaleser, men fra en anden befolkningsgruppe.

Private investorer trådte til
Han forklarer, at han efter grundige overvejelser besluttede at etablere et mejeri:

”Jeg fik folk, især senegalesere jeg kender i Europa, til at bakke op og investere. Nogle af dem sidder i ledende stillinger og har penge, og jeg fik også en lokal investeringsfond med.”

Mejeriet blev bygget i 2006 og blev taget i drift året efter.

”Det var helt afgørende at placere mejeriet, så der ikke er for langt mellem mejeriet og køerne. For hverken de familier, der ejer køerne, eller de motorcykler med lad, som henter mælken, har kølefaciliteter. Derfor skal mælken nå mejeriet senest tre timer efter malkning,” siger han. (Artiklen fortsætter under billedet)

Mælken bliver hentet af 12 indsamlere på motorcykel, som hver har
cirka 20 stop på deres rute. Ruten skal køres igennem på maksimalt
to timer, så mælken kan holde sig.

Tempo er afgørende
I begyndelsen var 160 familier tilknyttet mejeriet som leverandører.

”Dengang vidste familierne ikke meget om hygiejne, og derfor organiserede vi det sådan, at de, som kørte rundt for at indsamle mælken, havde rene spande med låg med. Dem afleverede de og fik så fyldte spande med tilbage, der blev vasket på mejeriet og sendt med rundt på ruten næste gang,” fortæller mejeridirektøren.

I dag er systemet et andet. Nu har Fulani-familierne tilstrækkelig stor viden om hygiejne til selv at sørge for at holde plastiskspandene rene. Motorcyklen med lad, som kører ruten, har i dag en stor beholder, som mælken hældes i. Men først efter at den bliver testet på stedet.

Hver familie er nu udstyret med en QR-kode, som de scanner, når de afleverer mælken, og regnskabet ordnes digitalt. Omkring 4400 familier er tilsluttet mejeriet, og 80 pct. af mælken går gennem mejeriets kvalitetskontrol. I alt er der 12 indsamlere på motorcykel, som hver har cirka 20 stop på deres rute.

”Ruten skal køres igennem på maksimalt to timer, så mælken kan holde sig. Derfor skal det gå meget hurtigt med at få mælken hældt over i den store beholder, så indsamleren kan komme videre. Han venter ikke undervejs, hvis nogen kommer for sent. Det er næsten revolutionerende for folk i ørkenen, som bestemt ikke går meget op i tid, at de pludselig skal være på et bestemt sted inden for et interval på nogle få minutter. Hvis man står ved et opsamlingssted, vil man kunne se, at der er helt øde 10 minutter før, køretøjet kommer. Og så pludselig står der – midt i vildmarken – en flok, typisk unge piger, med spande på hovedet.”  

Opsamlerne kører ruten morgen og aften.

Ydelsen er steget
Sammenlignet med danske forhold er de lokale køers ydelse begrænset.

”I runde tal regner vi med, at en ko giver en liter mælk til salg per dag. Det er den liter, en familie med måske fem køer kan undvære for hver ko, når kalvene har fået hvad de skal have, og når der er taget fra til husholdningen. De fleste køer yder ikke meget mere end et par liter om dagen, mens de allerbedste kan yde fem-seks liter.” (Artiklen fortsætter under billedet)

Mange af de familier, som har været med i mejeriet fra starten, er
blevet ganske velhavende.

Bagoré Bathily hæfter sig ved, at det er gået fremad med ydelsen gennem de år, mejeriet har eksisteret:

”Vi kan se, at ydelsen stiger, jo længere familierne er tilknyttet mejeriet. Det skyldes ikke mindst, at vi tilbyder rådgivning om alt fra foder over malkningsmetoder og til avlsarbejde. Mange af de familier, som var med fra starten, er blevet ganske velhavende, fordi de har kunnet udvikle deres bedrift.”

Især de unge piger spiller en vigtig rolle i at udvikle produktionen. Derfor tilbyder mejeriet dem et to måneders kursus i malkning og pasning af køerne og i regnskab. Kurset afvikles fem gange om året med 12 piger på hvert hold. Kun i regntiden bliver der ikke undervist.

”Mange af dem er ikke vant til at tænke i tal og mængder. Hvis man spørger dem, hvor meget foder de har givet køerne en dag, vil de måske sige, at de har givet dem lidt. På kurset lærer de, at de skal vide, hvor meget foder køerne får, hvad det koster, og hvad udbyttet er. Mange af dem bliver meget begejstrede, når de lærer at regne udgifter og indtægter op mod hinanden, og det går op for dem, at de faktisk dag for dag kan se, hvad de tjener på hver ko. Det har løftet selvværdet hos mange dem, og de har vundet meget i anseelse i en befolkningsgruppe, hvor piger måske ikke traditionelt har haft så høj status,” beretter Bagoré Bathily.

Støtte og rådgivning fra Arla
Bagoré Bathily fremhæver, at Arla i Senegal de seneste år har været en stor støtte for både mejeriet og for de familier, der leverer til det. Arla har siden 2016 importeret og pakket mælkepulver i Senegal.

”Vi har været kunde hos Arla, siden de etablerede sig her og køber al vores mælkepulver hos dem. Arla er meget optaget af, at den lokale mælkesektor bliver udviklet. De har haft et hold ude blandt fulanierne og spurgt ind til deres behov og ønsker. Og da vi begyndte at købe tørmælk hos dem, spurgte de, hvad vi skulle bruge det til, og om det nu også ville være gavnligt for de lokale mælkeproducenter, at vi fremstiller vores yoghurt med mælkepulver i stedet for frisk lokal mælk. Vi prøver at bruge det importerede mælkepulver på en intelligent måde, og det bakker Arla op om,” siger Bagoré Bathily og tilføjer, at Hyrdernes Mejeri også har fået kontante råd af Arla. (Artiklen fortsætter under billedet)

Arla har siden 2016 importeret og pakket mælkepulver i
Senegal og har samtidig bl.a. hjulpet det lokale mejeri.

”Arla Ingredients har uden beregning hjulpet os med at udvikle yoghurter, hvor vi bruger både Arlas mælkepulver og frisk lokal mælk. En af vores yoghurter hedder faktisk Dolima Danish i vores interne system,” fortæller mejeridirektøren. Dolima er det brand, mejeriets varer sælges under i Senegal.

Udover rådgivningen fra Arla har en af Arlas andelshavere i 2018 besøgt projektet og givet råd til de lokale kvæghyrder om mælkeproduktion.

”Jeg er begejstret for, at Arla er et andelsselskab, der er ejet af landmændene. De er ligesom os, og jeg betragter os som partnere. Vi er åbne og ærlige og stoler på hinanden, også selvom vi konstant diskuterer og forhandler priser på mælkepulver. Jeg vil meget gerne arbejde mere sammen med dem.”

Frisk mælk er for de få
På Arlas moderne pakkeri, tæt på vandet i et stort industriområde i hovedstaden Dakar, fortæller direktør Amadou Bochoum, at Senegal i dag er helt afhængig af importeret mælkepulver, hvis den brede befolkning skal have mulighed for at drikke mælk. Ligesom i Danmark udgør mælkeprodukter traditionelt en god del af ernæringen hos senegalaserne, især blandt børn. (Artiklen fortsætter under billedet)

Frisk mælk er en luksus for velstillede senegalesere; ca. 90 pct. af
mælkemarkedet bliver dækket af mælkepulver.

”Mit bud er, at cirka 10 pct. af markedet i dag kan dækkes af frisk mælk fra lokale producenter. Resten dækkes af importeret mælkepulver. Den friske mælk er i højere kurs hos forbrugerne end mælk fra pulver. Derfor er det en luksus for de velstillede. Hvis ikke Senegal importerede mælkepulver, ville størstedelen af befolkningen ikke have mulighed for at få mælk til daglig,” siger Amadou Bocoum, der har været direktør for pakkeriet, siden det blev etableret i 2016.

Mælkepulveret fra Danmark pakkes på anlægget i Dakar i mindre pakninger, der sælges både i supermarkeder og i lokale småbutikker på gadehjørner og markedspladser. Derudover sælger pakkeriet også 25 kilos sække direkte til blandt andet virksomheder i fødevareindustrien, herunder Hyrdernes Mejeri, som ikke kan skaffe tilstrækkeligt med lokal frisk mælk til at opretholde produktionen.

”Jeg er klar over, at importen af mælkepulver ofte er blevet kritiseret, blandt andet af NGOer, der mener, at importen gør det umuligt for lokale producenter at afsætte deres mælk. Men vi er meget opmærksomme på, at mælkepulveret skal udfylde et behov, som den lokale mælk ikke kan dække. Vi skal ikke udkonkurrere lokale producenter. Derfor har vores CSR-team også grundigt undersøgt behovene blandt Fulani-hyrderne og spurgt ind til, hvad deres ønsker og behov er, og hvilke trusler de selv ser,” siger Amadou Bochoum.

Håber på mere lokal mælk
Selvom Arla i Senegal i dag baserer sin forretning på import af mælkepulver, ser Arlas Senegal-direktør gerne, at den lokale mælkesektor udvikles.

”Hvis det lykkes at udvikle den lokale mælkeproduktion tilstrækkeligt, vil importen af mælkepulver i sidste ende blive overflødig.  Det sker ikke fra den ene dag til den anden, og det er ikke noget, vi på nogen måde kan gøre alene, men det ligger i Arlas bæredygtighedsstrategi, at den lokale sektor bliver så udviklet, at der i sidste ende ikke er brug for importeret pulver. Den dag det lykkes, vil der til gengæld forhåbentligt opstå andre forretningsmuligheder for Arla,” siger Amadou Bocoum. (Artiklen fortsætter under billedet)

Direktør for Arla Foods Ingredients’ pakkeri i Dakar
Amadou Bochoum fortæller, at Senegal i dag er helt
afhængig af importeret mælkepulver, hvis den brede
befolkning skal have mulighed for at drikke mælk.

Trods ønsket om en mere produktiv lokal mælkesektor tilføjer han, at Arlas forretning i Senegal de næste mange år realistisk set vil bestå af import af mælkepulver. Importen i sig selv ser han som et gode for befolkningen.

”Jeg er stolt over at kunne sige, at vi tilbyder sund ernæring til folk her. Jeg ville ikke være så stolt, hvis jeg solgte cigaretter eller andre produkter, der ikke ligefrem bidrager til folkesundheden. Men jeg er glad for at sælge et produkt, som jeg selv bruger, og som min familie og mine børn indtager.”