14. september 2020

Økologiske mejeriprodukter storsælger i storkøkkener

I køkkenerne på restauranter og i landets offentlige institutioner har der været en konstant vækst i forbruget af økologi – især mængden af økologisk ost og smør er steget kraftigt de seneste fem år.

I 2013 blev der solgt økologisk ost og smør for 69 mio. kr. til foodservicesektoren. I 2019 var det tal steget til 257 mio. kr., ifølge nye tal fra Danmark Statistik.

”Stigningen skyldes først og fremmest, at mejerierne producerer et større udvalg af de økologiske oste, og så forventer flere hotel- og restaurantgæster, at en del af eksempelvis morgenmaden er økologisk,” siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Ejvind Pedersen.

Alene fra 2018 til 2019 steg salget af økologisk ost og smør til foodservice med 10 pct.

Drikkemælk var et af de første produkter, som storkøkkenerne på offentlige institutioner som sygehuse og børnehaver samt kantiner valgte at købe i den økologiske version, og salget af mælk og fløde har gennem årene været jævnt stigende. Fra 2018 til 2019 steg salget i denne produktgruppe med 9,3 pct. og nåede dermed op på 357 mio. kr.

2020 bliver anderledes

Allerede nu kan det imidlertid slås fast, at væksten bliver brudt i 2020, hvor hoteller, restauranter og kantiner har været helt eller delvist lukket i flere måneder pga. corona-situationen.

”Men vi regner bestemt med, at vi igen vil se en stor stigning i salget af økologiske mejeriprodukter, når situationen bliver normaliseret,” siger Ejvind Pedersen.

Også for andre økologiske fødevarer stiger salget til foodservice fortsat, og i løbet af de seneste fem år er det samlede salg fordoblet. Se Landbrug & Fødevarers pressemeddelelse.