20. maj 2025

Ny udgave af populær pjece om mad til småbørn

’Mad til børn’ er titlen på et populært opslagsværk om sund mad til børn i alderen 4 måneder til 6 år. Pjecen, som Mejeriforeningen igennem flere år har uddelt gratis til nybagte forældre, er netop kommet i en opdateret udgave.  

Hvornår er det lige at børn må begynde at spise rugbrød? Hvor finder jeg en opskrift på en nem, sund og lækker grød til min baby? Er det sød-, let- eller minimælk, der anbefales til de 1-årige?

For småbørnsforældre kan det være lidt af en udfordring at huske alle de gode råd og vejledninger om mad og drikke til den lille ny. Ikke mindst fordi anbefalingerne ændrer sig efterhånden som barnet vokser og bliver i stand til at gøre mere og mere selv. 

Det er her pjecen ’Mad til børn’ kommer ind. Den er et lille handy opslagsværk, som på overskuelig vis præsenterer viden om og inspiration til sund mad og sunde drikke til børn fra 4 måneder til 6 år. Alle informationer og opskrifter er i overensstemmelse med de nyeste anbefalinger fra myndighederne. 

Kan hænge på køleskabet

’Mad til børn’ er netop blevet opdateret og trykt i 100.000 eksemplarer, som tilbydes nybagte forældre via sundhedsplejen og som en del af REMA 1000’s såkaldte ’baby-pakke’. 

”Pjecen rammer helt klart et behov hos mange småbørnsforældre. Vi får en del positive tilbagemeldinger både fra forældre og sundhedsplejersker, som alle fremhæver brugervenligheden. Den er lige til at gå til, og det har altid været et vigtig mål med den,” fortæller chefkonsulent i L&F/mejeri Katrine Langvad, som er redaktør på udgivelsen.

Et eksempel brugervenligheden er den såkaldte ’køleskabsplanche’, som har været et fast element i ’Mad til børn’ gennem adskillige år. En skematisk oversigt, som viser de vigtigste mad- og drikkeperioder i barnets liv – lige til at hænge på køleskabslågen, så man altid har adgang til informationerne. 

Den såkaldte ’køleskabsplanche’, som har været et fast element i ’Mad til børn’ gennem adskillige år. En skematisk oversigt, som fortæller om mad- og drikkevarer alt efter hvilket alderstrin, barnet er på. Som billedet viser, er der tanken, at planchen sættes på køleskabslågen, så forældrene altid har let adgang til informationerne.  

Findes også online

’Mad til børn’ er udviklet af Landbrug & Fødevarer for Mejeriforeningen, med faglig sparring fra ernæringsprofessionelle og sundhedsplejersker, og følger anbefalingerne i De officielle Kostråd. 

Pjecen findes også i en udvidet digital udgave på hjemmesiden madtilbørn.dk, hvor den kan læses på både mobil, tablet og PC. Her endnu mere inspiration og viden blandt andet i form af en serie lækre og enkle opskrifter til både små børn og resten af familien. Opskrifterne er udviklet af ernæringsekspert Kirsten Mikkelsen Ravnbøl. 

"Mad til Børn" kan gratis bestilles af sundhedsprofessionelle og er et oplagt værktøj til brug i dialogen med forældre om gode madvaner. 

Læs mere på hjemmesiden Mad til børn.