27. marts 2026

Mejeriforeningen får ny adm. direktør til sommer


Poul Bank Pettersson bliver fra 1. august 2026 adm. direktør for Mejeriforeningen. Han afløser Henrik Damholt Jørgensen.


Mejeriforeningen, som er brancheorganisation for de danske mejerivirksomheder, får ny adm. direktør til sommer. Nuværende adm. direktør, Henrik Damholt Jørgensen (66), har besluttet at stoppe med udgangen af juli 2026, og posten overtages af Poul Bank Pettersson (58).

Han er uddannet mejerist, har arbejdet i branchen siden 1985 og kommer fra en stilling som direktør for Arlas medlemsservice med ansvar for alle Arlas danske mælkeproducenter.

”Jeg glæder mig meget til at arbejde for hele mejerisektoren og til at arbejde sammen med både medlemmer og medarbejdere. Det er en vigtig opgave, som også spænder meget bredt - fra medlemsservice til at sætte mejerisektoren og vores fantastiske produkter ind i den brede samfundsdagsorden,” siger Poul Bank Pettersson.

Formand for Mejeriforeningen, Steen Nørgaard Madsen, byder Poul Bank Pettersson velkommen:
”Poul kommer med et kæmpe netværk internt i mejeribranchen. Han kender vores branche både i bredden og i dybden: først som mejerist og medarbejder i produktionen, og de seneste 13 år er det mælkeproduktionen og samfundsrelationerne, han har arbejdet med. Han repræsenterer mejerierhvervet stærkt, hvad enten det er en forbruger, en ngo’er eller en politiker, han er i dialog med.”

Klima, Økodag og sund skolemad
Nuværende adm. direktør, Henrik Damholt Jørgensen, har været i Mejeriforeningen siden 2022, og i de år er der kommet markante nye aktiviteter til, som er vigtige for hele erhvervet. Det fremhæver Steen Nørgaard Madsen.
”Alle medlemsvirksomheder kan nu lave et klimaregnskab for virksomheden, og alle mælkeproducenter i Danmark er nu i stand til at opgøre klimaaftrykket for mælkeproduktionen – vel at mærke efter en fælles, internationalt anerkendt model.

Mejeriforeningen har nu også samlet mejerier og økologiske mælkeproducenter om at afholde Økodag. Og så er der sat en stor indsats i gang, hvor Mejeriforeningen har bidraget til at samle en bred skare af organisationer om at sætte betydningen af skolemad på dagsorden,” siger Steen Nørgaard Madsen.

Henrik Damholt Jørgensen har arbejdet i mejerisektoren, siden han i 1991, efter tre år i Landbrugsministeriet, kom til Mejeriforeningens kontor i Bruxelles. Fra 1997 til 2022 arbejdede han i Arla Foods, blandt andet som sekretær for Arla Foods’ bestyrelse og som ansvarlig for Global MemberService for Arlas andelshavere i 7 lande. I januar 2022 kom han til Mejeriforeningen. Det har ikke været en nem beslutning at stoppe, siger han.

”Men jeg ønsker at bruge mere tid sammen med min familie, også i hverdagene. Jeg har været meget glad for at arbejde i Mejeriforeningen med en stor variation af opgaver, der har betydning for hele mejeribranchen – fra fødevarekvalitet, klima og sundhed til skolemælk og skolemad. Jeg har været meget glad for samarbejdet med medlemmerne og med kollegerne i Mejeriforeningen og Landbrug & Fødevarer Mejeri,” siger Henrik Damholt Jørgensen.

Om Poul Bank Pettersson
Poul Bank Pettersson er uddannet mejerist ved det daværende Mejeriselskabet Danmark i Holstebro 1985-1988. Herefter arbejdede han i 25 år i produktionen på Arlas ingrediensvirksomhed HOCO i Holstebro. I 2010 fik han en helt ny rolle som regionschef for Arlas andelshavere i Region Vest, og i 2014 blev han direktør for medlemsservice med ansvar for alle Arlas danske mælkeproducenter.