Mejerier skruer op for dyrevelfærden
For nylig fik fire typer mælk fra Naturmælk tre hjerter på kartonen. Nu har al frisk Arla-økomælk også symbolet for at leve op til det højeste niveau af dyrevelfærd i Fødevarestyrelsens mærkningsordning.
Fødevarestyrelsens kvalitetsstempel for bedste dyrevelfærd – tre hjerter – breder sig til flere mælketyper. Således får al frisk mælk i Arlas Øko-serie nu mærket med tre grønne hjerter på kartonen. Det sker, efter at Naturmælk og datterselskabet Øllingegaard sidst i maj lancerede skummet-, mini-, let- og sødmælk med ’topkarakteren’.
Det såkaldte hjertemærke med et, to eller tre hjerter skal gøre det lettere for forbrugerne at vælge fødevarer med garanti for ekstra høj dyrevelfærd. Mærket blev indført for mejeriprodukter 1. januar 2020 og er siden blevet føjet til stadig flere typer af mælk, smør og yoghurt.
Arla oplyser, at selskabets yoghurt og skyr i Øko-serien vil overgå til tre hjerter i løbet af året. (fortsættes under billedet)
Foreløbig er drikkemælken i Arlas Øko-serie nu mærket med tre
grønne hjerter og flere produkter følger.
Mere plads i stalden
Blandt kravene for at kunne få tre hjerter på kartonen er øget plads til hver enkelt ko i stalden, og at køerne kommer på græs i sommerhalvåret.
Ud over Fødevarestyrelsens hjertemærkning findes et par andre mærker, som fortæller om dyrevelfærden bag produktionen af mælk og andre fødevarer.
Detailkæden Coop har et mærke, som blandt andet optræder på produkter fra Thise Mejeri, mens Naturmælk benytter et mærke fra Dyrenes Beskyttelse parallelt med hjerteordningen.
Læs Arlas pressemeddelelse om tre hjerter til mælk i Øko-serien og Naturmælks pressemeddelelse om ’Trehjertet dyrevelfærd i kartonerne’ her