Mejeribrugets ForskningsFond øremærker 2,7 mio. til klimaprojekter
Der kan nu søges om økonomisk støtte til projekter inden for mejeriforskning.
Nu åbnes der for ansøgninger hos Mejeribrugets ForskningsFond (MFF). MFF støtter projekter inden for mejeriforskning, og i år er puljen på ca. 14 mio. kr.
Derudover er en særlig pulje på 2,7 mio. kr. øremærket forskning i ‘klimavenlige fordringsformers påvirkning af mælkens funktionalitet, kvalitet og smag’ – med andre ord, forskning der fokuserer på, hvordan landmænd kan bruge klimavenlig fodring og samtidig opretholde mælkens gode egenskaber.
”Lige nu forskes der meget i klimavenlig mælkeproduktion med særligt fokus på fordringen. Vi er godt på vej, og netop derfor har vi behov for at forstå, hvordan mælkens kvalitet og egenskaber påvirkes af de nye fodertyper,” forklarer chefkonsulent Grith Mortensen, der er primus motor for den faglige behandling af ansøgningerne.
Fem fokusområder
Der kan søges om støtte inden for fem fokusområder hos MFF: ’Fødevaredesign, teknologi & bioteknologi’, ’Fødevaresikkerhed & analyser’, ’Sundhed & ernæring’, ’Fødevarehjælp og bedre fødevarer til flere’ og ‘Klimavenlige fodringsformers påvirkning af mælkens funktionalitet, kvalitet og smag’.
MFF’s bestyrelse vurderer samtlige ansøgninger ud fra hovedkriterier som høj faglig kvalitet i projektet og relevans for mejeribranchen - kort sagt, hvad forskningen kan bruges til.
Sidste år modtog MFF 32 projektforslag, hvoraf i alt otte projekter blev godkendt. Forskningsprojekterne kan hos MFF søge op til 50 pct. af det samlede projektbudget. De resterende midler skal findes andetsteds.
Deadline for ansøgninger er torsdag 28. november 2019, kl. 23.59.
Vil du vide mere?
Forskning og uddannelse
Læs mere om den forskning som mejeriindustrien i fællesskab har sat i gang, samt om uddannelsesmulighederne inden for mejerierhvervet og følgeindustrien.