01. januar 2016

WTO vækket til live med lille aftale

FREMSKRIDT Harmonisering af toldregler og administrative handelsregler er en beskeden sejr for WTO. Bilaterale aftaler mellem EU og enkeltlande vil fortsat være afgørende i fremtiden, vurderer chefkonsulent Kristian Svendsen, L&F.

WTO bragte i december det glade budskab om, at det var lykkedes at indgå en aftale, der forpligter de 159 medlemslande til at simplificere, harmonisere og modernisere toldreglerne i de kommende år. Det er primært tekniske og administrative forhold, som medlemmerne forpligter sig på – såkaldt ’trade facilitation’ - og ikke lavere toldsatser eller mere forpligtende frihandelsaftaler. Derfor er modtagelsen af aftalen da også lunken blandt iagttagere.

”Man kan sige, at der i det mindste ikke er sket et tilbageskridt. Men der er intet nyt i forhold til den multilaterale handelsaftale, som fortsat er fastlåst mellem de store handelsblokke. Bilaterale aftaler mellem EU, USA, Kina og Japan vil derfor fortsat være det centrale indsatsområde i de kommende år,” lyder vurderingen fra Kristian Svendsen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer. Aftalen rummer dermed heller ikke konkrete ændringer for fødevarer eller mejeriprodukter. Chefkonsulenten ser alligevel visse positive elementer.

WTO revitaliseres

”Toldprocedurerne for fødevarehandel er ofte ganske komplekse, så det kan blive en gevinst for eksportvirksomhederne, hvis disse regler harmoniseres,” siger Kristian Svendsen.

”Det er endvidere den første reelle aftale siden dannelsen af WTO for 12 år siden. Det kan give organisationen en legitimitet og styrke rollen som moderator af verdenshandelen. Så måske kan vi se frem til mere radikale aftaler i fremtiden,” mener chefkonsulenten.

Den europæiske mejeribranche har da også reageret på aftalen ved at nedsætte en taskforce under EDA, som får til opgave at følge både bilaterale forhandlinger og WTO tæt. Fra dansk side deltager Kristian Svendsen og Lise Andreasen Høyer, Danish Dairy Board, Bruxelles, i den nye taskforce.