01. januar 2016

Spotpriser fortsat i top

De italienske mejerier har siden foråret betalt rekordhøje priser for mælk på spotmarkedet. Det gælder ikke mindst mælk indkøbt i Tyskland og Østrig, som er handlet til knap 53 cent/kg.

Selvom den europæiske indvejning snart stiger i takt med sæsonvariationen, forventes spotpriserne fortsat at holde et pænt niveau. ”Der er stadig et efterslæb fra vinterens og forårets lave produktion, så lagrene er forholdsvis små i alle led. Derfor tror jeg ikke, vi vil opleve et større prisfald i de kommende måneder,” siger Kristian Svendsen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Spotpriserne i Tyskland og Holland ligger typisk et par cent under de sydeuropæiske, når man korrigerer for fedtprocenten. Her har priserne dog fået et lille knæk på en halv cent, efter at først og fremmest hollænderne har skruet op for produktionen siden juli. Priserne er efterfølgende stabiliseret, og med henvisning til den betydelige globale efterspørgsel forventer Kristian Svendsen, at spotpriser i nord også vil holde niveauet i den nærmeste fremtid.