Mælkevækst flader ud
Nye indvejningstal fra Holland og Tyskland viser en opbremsning i den ellers stigende mælkeproduktion.
Med nye tal for mælkeindvejningen efter 1. april 2016 er det nu for første gang muligt at sammenligne indvejningen med sidste år, uden at nogen af tallene er påvirket af mælkekvoterne.
Holland er et af de europæiske lande, der siden kvoteophøret har oplevet den største stigning i mælkeproduktionen. I første kvartal 2016 lå indvejningen således i gennemsnit ca. 16 pct. over sidste år – dog skal man huske på, at mange mælkeproducenter sidste år reducerede deres produktion i perioden op til 1. april for at undgå superafgift i forbindelse med overskridelse af kvoten.
På det seneste er der imidlertid tegn på, at den markante vækst er aftaget. I april måned i år leverede de hollandske mælkebønder således ’kun’ 10,8 pct. mere mælk end i samme måned sidste år.
De nyeste tal fra Tyskland, som dækker slutningen af april og begyndelsen af maj, viser, at indvejningen nu ligger ca. 0,5 pct. over sidste år. I årets første kvartal lå den tyske mælkeindvejning ca. 4 pct. over sidste år.
”Samme tendens vil vi se i de øvrige EU-lande, hvor stigningen i første kvartal har ligget på ca. 6 pct., men helt sikkert vil falde, når vi begynder at få tal fra flere EU-lande for april og fremad,” siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Niels Ole Nielsen.