”Jeg elsker den her kalv. Den skal hedde Plet!”

Som tak for at stå for pakning og fordeling af skolemælk fik 3.d fra Morten Børup Skolen i Skanderborg et gårdbesøg af Skolemælksordningen. Det gik rent ind hos børnene, som kælede med kalve, malkede en ko og blev klogere på livet på landet.

”Det var dejligt! Jeg fik lov til at lægge mit hoved på dens ryg, som var blød og varm. Jeg har aldrig været på en gård før og var lidt bange for gå ind til dyrene, men nu elsker jeg den her kalv. Den er min øjesten og skal hedde Plet,” siger 10-årige Nila Strunge Vilsen og afbrydes af Mai Frostholm.

”Se! Den tisser,” jubler hun og hopper af begejstring inde i kalveboksen.

De to piger går i 3.d på Morten Børup Skolen fra Skanderborg og besøger sammen med deres klassekammerater Amaliegård ved Vrold en formiddag i juni. Vært er Erik Jensen – mælkeproducent med 60 køer og 110 ungdyr – som efter at have præsenteret kalvene hjælper børnene med at malke en ko.

”Det føltes dejligt og underligt på en gang at klemme på patten med et par fingre, trække dem nedad og se, at der kom mælk ud,” konstaterer Markus Winther Tribler.

Klasselærer René Johansen vrider også nogle dråber mælk ud af yveret og glæder sig over elevernes mulighed for at ’komme på landet’.

 ”Vi har arbejdet med landbrug op til besøget, men det giver en helt anden og bedre forståelse at komme tæt på dyrene og mærke på dem. Mange af børnene har aldrig været på en gård før, men bliver fanget af Eriks forklaringer. De lytter koncentreret, stiller spørgsmål og undersøger, hvad han viser dem. Og så er det er rart at se nogle af de lidt tilbageholdende elever gå forrest herude,” siger René Ansager. (Artiklen fortsætter under billedet).

Eleverne havde arbejdet med landbrug op til besøget hos mælkeproducent
Erik Jensen, hvor al teorien pludselig gav mening.

En tak for indsatsen som mælkepatrulje

3.d’s visit på Amaliegård er arrangeret af Mejeriernes Skolemælksordning som tak for klassens arbejde med at pakke og fordele skolemælk til klasserne på deres skole.

”Stadig flere skoler etablerer mælkepatruljer, hvor børn håndterer skolemælken, og det vil vi gerne honorere, fx med et gårdbesøg. Patruljernes indsats sparer pedellerne for arbejdstid og giver dem plads til andre opgaver,” siger skolemælkskonsulent Peter Ulv, da han serverer skolemælk til 3.d i en kort spisepause på gården.

Mai Frostholm supplerer:

”Vi får ansvar og bliver bedre til at regne og tælle, når vi er i mælkepatrulje,” siger hun og følger med resten af klassen ind i stalden igen for at give nogle halvstore kvier halm.

I laden viser og fortæller Erik Jensen om byg, rug, havre, raps og andre afgrøder, som han dyrker på sine 120 ha jord og fodrer sine dyr med.

”Nogle af jer spurgte, hvad vi har liggende under den sorte presenning og de mange bildæk. Det er ensilage, som køerne får om vinteren, når de ikke – som nu – er ude og æder græs på marken,” siger han og lader børnene lugte til det gærede græs og korn.

”Det lugter af øl og asier,” siger Mai Frostholm og smager på en håndfuld hvedekerner.

Besøget overgik forventningerne

Efter at have set hvordan en malkemaskine fungerer og siddet bag rattet i nogle af Amaliegårds traktorer i maskinhuset, er det tid til at lege i halm på loftet. Med masser af halm i håret og tøjet fortæller Markus Winther Tribling, at hans glade forventninger til besøget var blevet overgået af virkeligheden:

”Det er helt ’Wow’ at være her. Inde ved kalvene kælede jeg så meget med en af dem, at jeg næsten faldt i søvn. Det var skønt. Og så er det fantastisk at se, hvordan dyrene lever. Det giver vi det, vi lærte om landbrug i klassen, meget mere mening.” (Artiklen fortsætter under billedet).

Tid til en kort spisepause inden kvierne skal have halm.

Og mens Liva Marie Holm Krogh synes, at ’der lugter anderledes end i byen, lidt af komøg, men det har jeg vænnet mig til’, vil Mai Frostholm gerne passe kalve efter skoletid.

”Kunne vi finde ud af det, Erik? Det kunne være om mandagen, hvor min far eller mor kan køre mig herud og hente mig,” siger hun.

Erik Jensen finder ideen god og anbefaler sine landmandskolleger at blive besøgsværter.

”Vi har gæster 15-20 gange om året og er med til Åbent Landbrug. Det koster nogle timer, men det er det hele værd. Stadig flere bor i byer og har ingen forbindelse til landbruget. Den forbindelse kan vi skabe ved at åbne vores døre for publikum,” siger den 62-årige landmand.