10. juni 2022

Isens Dag skyder mejerisommeren i gang

Aabybro Mejeri forventer over 5.000 gæster i morgen lørdag til femte udgave af mejeriets selvopfundne Isens Dag. Thise Mejeri har en ny torveplads og rundvisninger klar til sine sommergæster. Og så tager Naturmælk til Roskilde Festival.

Der er is, vokseværk og rockmusik på programmet, hvis man kaster et blik på nogle af mejeriernes sommertilbud. For mens Aabybro Mejeri lægger for med den selvopfundne Isens Dag i morgen lørdag kl. 13-16, inviterer Thise Mejeri til hygge på et nyanlagt torv foran sin butik og rundvisning på mejeriet i sommerens løb. Sidst i juni tager Naturmælk på Roskilde Festival for at servere mælkebaserede cocktails for 120.000 festaber.
Først går turen til Aabybro Mejeri, hvor ejer N. H. Lindhardt glæder sig den femte udgave af Isens Dag – en årligt tilbagevendende hyldest til isen, som han indstiftede i 2016. 
”Corona tvang os til aflysninger de seneste to år. Derfor bliver det noget helt særligt igen at kunne holde en fest for de mennesker, som støtter os ved at købe vores produkter,” siger N. H. Lindhardt, der forventer over 5.000 gæster.
Ud over gratis Ryå Is kan de mange besøgende smage på lokalt produceret øl, marmelade og gin – med sorbetis – og sejle i kano eller på SUP på Ryå. Desuden kan man se N. H. Lindhardts samling af veteranbiler og mod betaling flyve en tur i helikopter. Og så ryster medarbejdere fra Skolemælk mælk til smør sammen med små og store børn.

Oplevelser for alle generationer i Thise

Hos Thise Mejeri får man ikke tusindvis af gæster på én gang. Men baseret på erfaringer fra de forgangne somre forventer Jeanne Søgaard, leder af Thises ostebutik, at mange hundrede hver dag vil besøge butikken i sommerferien. Som forberedelse til det store rykind er pladsen uden for forretningen blevet renoveret og forsynet med parasoller, siddepladser, blomsterbede og -krukker.
”Butikken bliver hurtigt fuld, så vi har lavet et torv, hvor man kan hygge sig, indtil der er plads indenfor – og også gerne efter købet. Torvet skal hjælpe os med få fat i den yngre generation, der – i højere grad end det ’grå guld’, som udgør 75 pct. af vores kunder – vil have ekstra oplevelser,” forklarer Jeanne Søgaard.
Andre elementer i Thises ’ungestrategi’ er servering af smagsprøver fra mejeriets foodtruck hver torsdag og fredag i sommerferien, hvor der på torsdage også er rundvisninger i mejeriet. Det er netop blevet udvidet med 5.000 kvm, der rummer et stort ostelager, et kølerum og besøgsgange, hvor man som noget nyt kan se osteproduktionen.

Naturmælk rykker ud til forbrugerne

Mens nogle mejerier byder indenfor, rykker Naturmælk og Øllingegaard Mejeri ud til forbrugerne ved at deltage i tre store begivenheder med i alt godt 150.000 deltagere. Fra 30. juni til 3. juli leverer det sønderjyske mejeri mælk, smør, ost og yoghurt til 20.000 gymnasters måltider på DGI’s landsstævne i Svendborg og – omtrent samtidig – 120.000 musikgale festaber på Roskilde Festival. Der serverer frivillige bartendere desuden for tredje gang mælkebaserede cocktails med og uden alkohol i Naturmælks N-bar.
”I hverdagen når vi børnefamilier og de modne danskere, men baren på Roskilde Festival er perfekt til at møde de unge og vise, at mælk sagtens kan indgå i andet end morgenmad og frokost,” forklarer Nelly Frees Riggelsen, salgs- og marketingchef for Naturmælk og Øllingegaard.
Den sidste uge i juli havner en del af Øllingegaards oste og andre produkter i retter, som bliver tilberedt over bål på Spejdernes Lejr ved Roskilde. Madlavning i det fri indgår nemlig i programmet for lejrens 32.000 spejdere. De får endvidere serveret Naturmælk-produkter til de ’almindelige’ måltider.
”Med baren på Roskilde og forsyningerne til spejdernes kokkerier kombinerer vi markedsføring med klassisk foodservice-levering. Det er optimalt,” påpeger Nelly Reggelsen.

Find gårdbutikker hos Åbent Landbrug

Skulle man være på udflugt i sommerlandet og få trang til lokalt fremstillet ost eller mælk, kan man besøge mejeriernes butikker eller finde en gårdbutik på Åbent Landbrugs hjemmeside.