24. oktober 2025

International hæder til Mejeriforeningens madspildskampagne

Kampagnen ’Red resterne – tænk mælk’ fra Mejeriforeningen har vundet marketingprisen ’International Milk Promotion Trophy’ under IDF World Dairy Summit i Chile. 

”Vi er meget stolte over at have vundet. Det er et dejligt skulderklap at få for en kampagne, som vi i al beskedenhed selv er ret tilfredse med,” siger senior marketing manager Anja Koch Rasmussen, Mejeriforeningen. Sammen med sin kollega Rasmus Flade Nielsen modtog hun torsdag nyheden om, at kampagnen ’Red resterne – tænk mælk’ har vundet det prestigefyldte ’International Milk Promotion Trophy’ i konkurrence med marketingkampagner fra en lang række andre lande under IDF World Dairy Summit i Chile i denne uge.  (IDF= International Dairy Federation). 

Den danske kampagne sætter fokus på hvordan forbrugere – ikke mindst børnefamilier – ved hjælp af mejeriprodukter kan sammensætte velsmagende måltider med grøntsager og andre madvarer, som er blevet tilovers i løbet af ugen. På kampagnens hjemmeside har alle således kunnet indtaste navne på diverse madrester, hvorefter en ’digital køkkenassistent’ har leveret en opskrift, der trin for trin beskriver, hvordan man får et appetitvækkende måltid ud af de forskellige ingredienser.

Konkret hjælp i køkkenet

”Vi ved, at rigtig mange børnefamilier både har et ønske om at spise mere grønt og at mindske deres madspild – men vi ved også, at grøntsager er noget af det, der oftest ryger i skraldespanden i de danske husholdninger, ” fortæller Anja Koch Rasmussen.

”Den udfordring tager vores kampagne fat i ved at tilbyde forbrugerne konkret hjælp til at få mere grønt på tallerkenen og samtidig reducere deres madspild. Både gennem den digitale køkkenassistent og video-inspiration fra kokke, som viser hvordan man med simple midler kan skabe grønne måltider. Og her kommer netop mejeriprodukterne naturligt ind fordi de selv i små mængder kan tilføre noget smag, dybde og konsistens til vegetariske retter.”

Mejeriprodukter i bæredygtig kost

”Det bagvedliggende budskab er, at mejeriprodukter har en rolle at spille i en bæredygtig kost,” supplerer Rasmus Flade Nielsen. ”Men det er ikke noget, vi skærer ud i pap for folk. Det vigtigste er, at modtagerne får noget inspiration som de føler, at de kan bruge i deres hverdag. På den måde er det en meget enkel kampagne, og ikke mindst derfor er vi stolte af, at den har kunnet klare sig i konkurrencen med en række flotte udenlandske kampagner med tunge budgetter i ryggen.”

FAKTA om …

Kampagnen ’Red resterne – med mælk’
Kampagnen har kørt i 2024 og 2025 og er netop afsluttet. 
Den er udviklet i et samarbejde mellem Mejeriforeningen og reklamebureauet Dentsu

Se kampagnevideoer på youtube her:
Video 1.
Video 2  

IMP Trophy
’Yves Boutonnat International Milk Promotion Trophy’ er en pris, som uddeles under IDF World Dairy Summit hvert år. Prisen er indstiftet i 1989 og har til formål at hædre generiske marketingkampagner for mælk og mejeriprodukter.
Mejeriforeningen har tidligere vundet et IMP Trophy, det var i 2008 med forældrehåndbogen ’Sund og glad skolestart’. ´