06. april 2017

Farvel til papiret – sådan da

mejeriMAGASINET lukker til fordel for en ny, stor webportal, som samler nyheder og fakta om stort set alle hjørner af mejeribranchen. Det er dog ikke helt slut med trykte udgivelser: I støbeskeen er et månedligt nyhedsbrev og et årsskrift i magasinformat.

”Med den nye digitale satsning vil vi gøre mejeribranchens interesser og holdninger mere synlige i den aktuelle debat end hidtil. Samtidig får vi samlet og præsenteret vores viden og kompetencer ét sted – til glæde for mejeribranchen og de mange mennesker, der interesserer sig for mælk, mejerier og mejeriprodukter. Tanken er, at mejerisektoren og dens organisationer dermed kommer til at stå stærkere og tydeligere i offentligheden, fagmiljøer, medierne og hos branchens egne fagfolk.”

Med disse ord opridser Mejeriforeningens direktør Jørgen Hald Christensen baggrunden for, at man har besluttet at lukke mejeri- MAGASINET til fordel for en styrkelse af den digitale kommunikation fra Mejeriforeningen og L&F/mejeri. Beslutningen sker i forlængelse af Mejeriforeningens igangværende strategiarbejde for mejerisektoren og indebærer helt konkret lanceringen af en ny, stor webportal med informationer om mejerisektoren og organisationernes aktiviteter. I tilknytning til webportalen vil sektoren udbygge sin indsats på de sociale medier. Det er planen, at den nye hjemmeside går i luften efter sommerferien.

Månedlige nyhedsbreve på vej

Lukningen af mejeriMAGASINET er ene og alene begrundet i et ønske om at flytte økonomiske og personalemæssige ressourcer til den digitale satsning. Kvartalsbladet er i dag den største post på mejerisektorens kommunikationsbudget.

Afskeden med bladet betyder dog ikke, at kommunikationen dermed bliver 100 pct. digital. Allerede i løbet af maj lanceres et månedligt nyhedsbrev, som over minimum fire sider samler op på aktuelle begivenheder i branchen. Nyhedsbrevet udsendes i form af en PDF, som modtagerne kan vælge at printe ud. Det er i første omgang rettet mod medlemsmejerierne, hvor der i særlig grad er et behov for at få en opdatering, som ledere og medarbejdere kan læse på papir. Fx i kantinen.

”Selvom den nye digitale indsats har til formål at markere os stærkere over for omverdenen, er det meget vigtigt, at vi fortsat leverer nyheder og baggrundsinformation til medlemmerne. Det er ikke et enten eller. Den nye webportal vil indeholde masser af relevant information for mejerierne, men på mange arbejdspladser foretrækker man også at få noget på papir, som ikke mindst produktionsfolkene kan læse i frokostpausen eller tage med hjem. Den mulighed sikrer vi med det kommende print-selv-nyhedsbrev,” siger Jørgen Hald Christensen.

Endelig er det planen én gang om året at udsende et magasin, som i form af interviews, baggrundsartikler og analyser samler op på det forgangne år i den danske og internationale mejeribranche og præsenterer nye trends med betydning for branchen. Årsskriftet skal udkomme op til Mejeriforeningens ordinære generalforsamling og vil på en måde fungere som en form for årsberetning.

Mejerikommunikation – nu og i fremtiden. Kort fortalt.

NU: Nyheder om mejeribranchen, elektronisk nyhedsbrev, artikelarkiv m.m.: www.mejeri.lf.dk MAJ: Første udgave af månedligt nyhedsbrev (PDF) udsendes til medlemsmejerierne.

AUGUST/SEPTEMBER: Ny webportal for mejerisektoren i MF og L&F går i luften.

FRA NÆSTE ÅR (MAJ): Årsskrift i magasinformat, som samler op på begivenheder og præsenterer nye trends og analyser.

Følg udviklingen på mejeri.lf.dk