01. januar 2016

Fremtiden er tema på mejeridag

På Mejeribrugets Dag 2016 sættes der fokus på især den teknologiske udvikling i mejeribruget.

Onsdag den 3. februar sætter mejeribruget sig selv i centrum, når den årlige Mejeribrugets Dag afholdes på Kold College i Odense.

Dagen starter med virksomhedsbesøg på Albani Bryggerierne i Odense om formiddagen, og efter frokost er der mulighed for at få en rundvisning på Kold College og besøge skolens træningsmejeri.

’Fokus i mejeriet - Mejeribruget 2020-25’ er temaet for eftermiddagens foredragsrække. Repræsentanter fra seks forskellige virksomheder kigger i krystalkuglen og giver deres bud på, hvad der vil ske inden for forskellige områder som fx filtrering og genanvendelse af vand, alternativ opvarmning og andre produktionsmetoder. De seks oplæg har følgende overskrifter:

Fremtidens Mejeribranche – GEA´s bud v/ salgschef Michael Hastrup Andersen, GEA

DoE – Design of Experiments, den moderne 128. beretning v/ Project Manager Gitte Nomanni Holm, Arla

Alternativ opvarmningsmulighed – Ohmsk opvarmning v/ Product & Field Service Manager Morten Kaasen, Alflow A/S

Vand, en vigtig ressource – genanvendelse af RO-vand v/ Segment Director, Industry Søren Nøhr Bak, Grundfos BioBooster A/S

Online styring og kontroller v/ Founder og CEO Anders Larsen, Q-interline

Markedet og visionerne v/ Business Manager - Global Sales Mads K.H. Aamann, Chr. Hansen A/S

Herefter er der mulighed for at besøge kredsudstillingen, inden dagen sluttes af med buffet. Det er Mejeriforeningen, Foreningen af mejeriledere og funktionærer, Dansk Mejeriingeniør Forening, Danmarks Mejeritekniske Selskab, Kredsudstillingsudvalget og Kold College, der står bag arrangementet.