01. januar 2016

Masser af mælk og ost på Food Festival

Levende malkekøer, smagslaboratorium, ny inspiration til hytteost og et utal af smagsprøver på ost fra Arla, Them, Mammen og Thise Mejeri. Food Festival i Aarhus byder på en bred vifte af mejerioplevelser i denne weekend.

Fredag eftermiddag slår Food Festival for femte gang dørene op til Nordens største madfestival på Tangkrogen i Aarhus. Henover weekenden forventes 30-40.000 gæster at lægge vejen forbi de mere end 250 udstillere, som er fordelt på festivalområdets 45.000 kvm.

Traditionen tro er mælk, mejerier og mejeriprodukter godt repræsenteret blandt de mange boder og aktiviteter: Lige fra malkning af køer over nye vinkler på ostesmagning til ’magi med hytteost’.

Lad os starte med køerne. Her inviterer Arla i samarbejde med Jordbrugets Uddannelsescenter til ’skæg med mælk og levende køer’. En aktivitet, hvor børn og voksne blandt andet kan være med til at malke køerne og gå på opdagelse i et smagslaboratorium.

Smagsprøver i lange baner

Smagen er også i centrum i et foredrag lørdag formiddag, hvor kemiker og professionel smagsnørd, Lisbeth Ankersen, sætter ord på smagens mange nuancer med afsæt i smagsprøver på fløde, kefir, årstidsmælk og ost fra Arlas Unika-sortiment.

Dertil er der rige muligheder for at gå på opdagelse i en lang række telte og boder med smagsprøver på ost og andre mejeriprodukter. Arla disker således op med produkter under mærkerne Unika, Castello og Riberhus (i hver sin bod), mens Mammen Mejerierne, Them Andelsmejeri og Thise Mejeri byder på et bredt udvalg af deres produkter. Ikke mindst ost. Her er med andre ord mulighed for at sætte tænderne i alt fra en Blå Castello til en ’Fætter Kras’.

Lækkerier med hytteost

Sidst, men ikke mindst, præsenterer Arla Karolines Køkken et række aktiviteter, der skal få publikums øjne og smagsløg op for den fedtfattige og proteinrige hytteosts mange muligheder. Under overskriften ’Magi med hytteost’ inviteres gæsterne på et slag ’hytteost-croket’ samt smagsprøver på hytteost-lasagne, ’dessert-hytteost’ med forskellige toppings og en meget fedtfattig mayonaise, som fremstilles ved at blende hytteost sammen med et hårdkogt æg.

”De fleste bliver meget overraskede, når de smager vores hytteost-mayo. Konsistens og smag er tæt på en traditionel mayonaise – det er derfor, vi kalder det ’magi med hytteost’,” fortæller Tove Færch, leder af Karolines Køkken.

”Mange tror, at hytteost er noget, man kun spiser på knækbrød. Vi vil gerne vise folk, at der er et væld af muligheder for at anvende produktet i alt fra varme retter til kolde desserter. Og at det – ud over at være sundt - smager rigtig godt.”

Læs mere om Food Festival her