01. januar 2016

Hidtil største øko-fremstød

Tre danske mejerier er med på BioFach messen i Tyskland, hvor et stort eksportfremstød skal få den danske økologi-eksport til at stige yderligere.

I dag, onsdag den 10. februar, åbner verdens største messe for økologiske produkter, BioFach, i Nürnberg, og med 49 danske virksomheder på den danske fællesstand er tilslutningen til det økologiske eksportfremstød rekordstor.

Eksporten af økologiske produkter er cirka syv-doblet på 10 år, og alene fra 2013 til 2014 steg eksporten med 12 pct. Mejeriprodukter udgør fortsat cirka halvdelen af Danmarks samlede øko-eksport, som i 2014 var på 1,7 mia. kr.

Mejeri driver økologien

”Mejeriprodukter er ’driveren’ for den positive udvikling i salget af øko-produkter, som vi ser både i Danmark og på eksporten, og salget bliver ved med at stige,” siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Ejvind Pedersen og tilføjer:

”Eksporten kunne faktisk stige endnu mere, hvis der blev produceret mere øko-mælk i Danmark. Derfor er det vigtigt, at flere landmænd lægger om til økologi, så mejerierne kan dække den stigende efterspørgsel efter økologiske mejeriprodukter på eksportmarkederne.”

På messen deltager de danske mejerier Thise, Naturmælk og Them, gedeosteriet Tebstrup samt handelsvirksomheden Uhrenholt.

Det er Økologisk Landsforening i samarbejde med netværket Bio aus Dänemark, der står bag den danske stand på BioFach. Standen bliver åbnet af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen. Ministeren vil i løbet af foråret etablere et nyt, økologisk erhvervsteam, som blandt andet skal komme med forslag til, hvordan den økologiske eksport kan øges.

Messen i Tyskland løber over fire dage – til og med lørdag den 13. februar.

Samtidig i Tokyo

Samtidig afvikles en lignende messe i Japan, der er det næststørste asiatiske marked for økologiske varer efter Kina.

Ejvind Pedersen fortæller fra Tokyo, at den japanske efterspørgsel efter økologiske produkter er stigende, men sammenlignet med Europa befinder økologien sig fortsat på et lavt niveau, idet markedsandelen i den japanske detailhandel er på 0,5-1pct. I Danmark udgør økologiske produkter i dag 7,6 pct. af det samlede fødevaresalg. I øjeblikket findes der nogle få danske øko-produkter på det japanske marked, bl.a. blåskimmelost, müsli og marmelade.

Fredag den 12. februar holder Ejvind Pedersen et oplæg om dansk økologi på BioFach i Tokyo; den japanske messe holdes sammen med Organic Expo 2016.