01. januar 2016

Fakta bliver udkonkurreret af følelser

’Det postfaktuelle demokrati – når følelser styrer over fakta i den offentlige debat’ var det overordnede emne på Mejeriforeningens medlemsmøde torsdag.

Fakta og videnskabelige resultater får kamp til stregen i det postfaktuelle samfund, hvor det altid er muligt at finde den modsatte påstand på nettet, hvis man ikke er enig, og hvor følelser spiller en kæmpe rolle.

I sit oplæg om det postfaktuelle samfund lagde associate professor ved Aalborg Universitet, David Budtz Pedersen, ikke skjul på, at såvel politikere som myndigheder og industrien er udfordret i forhold til at kommunikere faktuel viden. Det skyldes ikke mindst internettet og de sociale medier, hvor brugerne altid kan finde meningsfæller og blive bekræftet i deres egne holdninger.

”Videnskabelig evidens vejer ikke længere tungest, og følelser er sværere at styre end fakta”, sagde David Budtz Pedersen, og han mente, at det vil blive vanskeligt at ændre på kort sigt.

”Hvis vi skal genetablere tilliden til videnskabelige resultater og fakta, handler det blandt andet om at skabe transparens, være uafhængige, kildekritik og uddannelse. Det er afgørende for et demokratisk samfund.”

Facebook har ændret medieverdenen

Tina Mellergaard, Head of Social i L&F, fortalte om L&F’s indsats på de sociale medier. I dag har L&F en lang række meget forskellige profiler på de sociale medier blandt andet i form af personlige profiler. Tina Mellergaard fastslog, at vi i dag står i en ny og helt anden medievirkelighed end for 11 år siden, da facebook blev introduceret.

”I dag kan alle lave deres egen tv-kanal og få deres budskab ud ved hjælp af en iPhone. Ofte ser vi kun overskrifterne, fordi vi ikke har lang tid til at afkode budskaberne i mængden af informationer.”

Behov for fakta

Under overskriften ’En fødevaredebat i sort/hvid – kan det gå’ fortalte stifter af og formand for den uafhængige fødevarepolitiske tænketank Frej, Marie-Louise Thøgersen, om ideerne bag den forholdsvis nystiftede tænketank.

Dens vigtigste mål er at ligestille de fire værdier: Dyrevelfærd, miljø og natur, klima samt mennesker i den fødevarepolitiske diskussion, og at vægte fakta frem for følelser. Og det er der tilsyneladende et behov for, for der har været stor opbakning til tænketankens debatarrangementer, og deltagerne har været folk med vidt forskellige holdninger.