01. januar 2016

Verden fejrer skolemælk

Børn over hele jordkloden deltager onsdag d. 24. september i forskellige nationale arrangementer, som markerer den årlige skolemælksdag. I Danmark fejrer Mejeriernes Skolemælksordning festen i Legoland.

Skolemælk er en vigtig brik i FAO’s arbejde for at sikre sund kost til verdens børn. For at skabe opmærksomhed om dette projekt, laver FN-organisationen hvert år World School Milk Day, som i år markeres onsdag d. 24. september.

”Det er positivt, at FAO bidrager til at øge kendskabet til skolemælk ved at organisere denne dag. Selvom det er meget forskellige udfordringer, vi står med i de involverede lande, er arrangementet også med til at skabe tættere relationer mellem de nationale organisationer, som arbejder med skolemælk”, siger Lars Witt Jensen, marketing projektleder i Mejeriernes Skolemælksordning.

Det er 15. gang arrangementet afholdes i mere end 40 lande, som sidste år omfattede både fattige lande som Indonesien, Malawi og Paraguay samt mere velstående lande som USA, Japan - og Danmark med vidt forskellige modeller for at fejre dagen. Det kan både være arrangementer på enkeltskoler eller nationale tiltag, hvor alle børn eksempelvis deltager i en konkurrence.

I Danmark har Mejeriernes Skolemælksordning valgt at koble dagen sammen med Skolemælksdagene, som afvikles over fire lørdage i Legoland i september. Udover at byde alle på en kold skolemælk, har man hilst på masser af nye mælkedrikkere med et program, der har budt på hygge, mælkekundskaber og underholdning.

”Vi har mødt 30.000 forældre og børn på vores stand, som har haft en god mælkeoplevelse. Samtidigt har vi fået ideer og input til fremtidens skolemælk” siger Lars Witt Jensen.

Børn og forældre har blandt andet lavet smør, deltaget i konkurrencer og oplevet forskellige kunstnere på scenen.