01. januar 2016

På sporet af en dansk osteklassiker

REPORTAGE ”Hvis danboen skal tilbage i danskernes madvaner, skal de have øjnene op for dens mange anvendelsesmuligheder.” Sådan lød meldingen fra en fremtidsforsker, da Mejeriforeningen invitererede journalister på rundtur i det jyske Danbo-land.

”Wow, her lugter virkelig af ko,” lyder det prompte fra Inger Abildgaard, da vi træder ind i ostelageret hos Them Andelsmejeri. Og osteduften er da heller ikke til at tage fejl af, men måske er den især voldsom, fordi det kun er anden gang i sit liv, at Inger Abildgaard sætter benene på et mejeri. Til daglig er hun madredaktør på bladet Samvirke, men i dag er hun en del af en lille flok journalister, som Mejeriforeningen har inviteret ud for på tæt hold at blive klogere på danboens vej fra ko til køleskab.

I et andet lokale på mejeriet udbryder en mandlig turdeltager, at det her sted minder ham om et tyrkisk bad. Associationerne er mange. Man kan mærke, at folk er ude at få en på opleveren denne sensommerdag i august, hvor vejret synes at være ligeså varieret som de oste, vi smager på vores vej. Hensigten med turen er at vise, hvor mangfoldig en ost danbo egentligt er, og allerede på turens første stop, hos økologisk mælkeproducent Mads Helms i Ejstrupholm, får vi syn for sagen. Et veldækket morgenbord byder på et bredt udvalg af danbo-oste fra Them Andelsmejeri, og tur-deltagerne konsumerer ivrigt, mens landmanden beretter om livet som økologisk mælkeproducent.

”Jeg synes, der er mere håndværk i at være økolog. Det stiller større krav til landmandens evner, og så synes jeg, det er interessant at smage på de mange forskellige oste, som min mælk bliver til hos Them,” fortæller Mads Helms, der er 4. generation på gården og stadig har sin 83-årige far gående til hånde.

Giver noget særligt

Efter det lille foredrag er det tid at komme ud og få skidt under fødderne. Vi traver i samlet flok af sted mod gårdens store stalde, der huser omtrent 650 øko-køer, når de ikke er ude på græs. Da vi passerer kløvergræsmarken, går en flok kvæg os i møde, og straks finder turfolket mobiltelefonerne frem og foreviger de nysgerrige dyr.

”Det er altid spændende at komme ud i nye miljøer. Det giver input til artikler, og man lærer kilderne bedre at kende,” forklarer Inger Abildgaard, som gerne rykker en dag ud kalenderen for at tage turen fra Espergærde til det jyske danbo-land:

”Sådan en samlet tur giver mig en unik mulighed for at opleve hele processen. Og så får man tit nogle overraskende oplysninger. For eksempel var jeg ikke klar over, at Tyskland også kunne finde på at lave danbo, og at det er en af grundene til, at vi ansøger om geografisk beskyttelse,” forklarer madredaktøren, mens Mads Helms fotogene køer ser ud til at nyde opmærksomheden bag os.

Danbo er en god all-rounder

Da bussen ruller videre mod Them Andelsmejeri, får jeg forklaringen på tankerne bag sådan en ambassadør-tur, som det kaldes.

”Danbo-osten har jo lidt en anelse i de senere år. Salget er faldet, og især børnefamilier har droppet osten. Med sådan en tur her vil vi gerne vise, hvordan danbo er en del af den danske oste-tradition, og hvor mange anvendelsesmuligheder den faktisk rummer,” forklarer Mejeriforeningens Jan Hermansen, der står bag turen.

Og danboens anvendelsesmuligheder må man sige, de har taget til sig på traktørstedet Ludvigslyst, hvor turdeltagerne bydes på en fornem frokost. Her er danbo i tern som en del af forret med stegt græskar, og danbo i smeltet form som ingrediens i en klassisk bouillabaisse.

Under frokosten holder fremtidsforsker Birthe Linddal et veloplagt foredrag om madtendenser.

”Hvis danboen skal tilbage i danskernes madvaner, skal de have øjnene op for dens mange anvendelsesmuligheder. Det kan godt ske, at Povl Dissing stadig synger om ostemadder, men det er altså få danskerne, der spiser den slags,” forklarer trendforskeren, mens billeder af stenalderbrød ruller over skærmen.

Efter dagens tur, der også byder på besøg hos Mammen Mejeri og Fru Møllers Mølleri, står det klart, at danboen er en mangfoldig ost. Eller sagt med Jan Hermansens ord: ”Med en danbo i køleren er man ikke helt galt stillet. Det er en god allrounder.”

Fakta

Ambassadør-turen er organiseret af Mejeriforeningen. Turen er del af en større kampagne for at få danbo tilbage på danskernes spiseborde. Kampagnen rummer også en større forbrugerundersøgelse, historier til pressen samt det informative website www.vildmedost.dk