23. december 2020

Hvid jul i Them

Them Andelsmejeris salg af frisktappet mælk på flaske i mejeriets butik hitter i december. Det nye tiltag er første skridt på vejen mod et større vareudbud i forretningen.

Sne kommer der ikke, men alligevel får julen i butikken hos Them Andelsmejeri hvide toner. De seneste uger har man nemlig kunnet købe frisktappet mælk på glasflaske med skruelåg. I betragtning af at der er tale om en niche for det midtjyske ostemejeri, går salget faktisk ganske godt, fortæller butikschef Casper Bøgeskov Jensen:

”I sidste uge solgte vi 70 liter. Folk forbinder mælk på flaske med gårdmælk, idyl og gamle dage på landet. Og så kan mælk, der er tappet om morgenen 20 meter fra butikken, noget med smagen i forhold til standardiseret mælk i papkartoner, der har været lang tid undervejs.”

Thems mælk, der stammer fra mejeriets 13 andelshaveres køer, er pasteuriseret og uhomogeniseret. En forholdsvis høj fedtprocent på 4,2-4,5 gør mælken velegnet til risengrød. Det har givet salget et ekstra løft i juledagene.

Skal tiltrække yngre kunder
Casper Bøgeskov Jensen, butiksleder hos Them Andelsmejeri siden 1. november, understreger, at flaskemælken er kommet for at blive i butikken:

”Osten – som er blevet solgt i butikken i mange år – vil fortsat være det primære. Vores kunder er typisk i alderen 45 plus, men vi vil gerne have fat i den yngre generation. Skal vi få ’de unge’ til at køre herud, er vi nødt til at udvide vores udbud. Flaskemælken er det første skridt i den retning.”

En liter Them-mælk koster 15 kroner plus det samme beløb i flaskepant.