03. juli 2023

Hvad er en god ost?

Fem fortællinger fra fem danske ostehåndværkere zoomer ind på håndværket og passionen for at producere gode oste.

 

”Hvad er en god ost?”, spørger Magasinet Ostekultur i sin seneste udgave fem ostemagere om.

”En god ost er en, man vender tilbage til, og én man ikke kan holde fingrene fra,” lyder svaret fra Peter Staunsbæk, Mammen Mejerierne.

For Marie Linea Østergaard, Søtoftes Gårdmejeri er en god ost ”en ost lavet med naturlige kulturer og på rå mælk”. For Kenneth Christensen, Ingstrup Mejeri handler det om at ”ramme alle parametrene” og have ”den rene friske ostemag med en flot hulsætning.”

Robert Larsen, Arla Kruså Mejeri, pointerer, at ”langt hen ad vejen er konsistensen nok det, der er nøglen til den gode oplevelse.”

Og Lars Rosa-Stisen, Gedsted Mejeri, siger: ”For mig er en god ost én, der smager af noget. Jeg synes, det er smagen, der sælger en ost mere end det er farve og struktur.”

De fem ostemagere bliver også spurgt om, hvad det sværeste er ved at lave ost, og svarene vidner om stor faglighed - men også respekt for at råvaren - mælken - ikke altid opfører sig ens.

Du kan læse interviewene her og følge med på Mejeriforeningens linkedIn-side, hvor vi de kommende uger bringer uddrag fra de fem interviews.

De fem ostemageres fortællinger vidner også om stor passion for håndværket og for resultaterne, som gerne skal finde et publikum og være med til at give gode oplevelser rundt om bordet.

De fortæller i øvrigt også om, hvordan mejerierne arbejder med at reducere klimaaftrykket fra produktionen af ost.

Du kan læse hele Magasinet Ostekultur her.

Du kan finde meget mere inspiration og viden om ost på hjemmesiden www.ostogko.dk .