Hele Danmark inviteres til ostefest den 1. marts
Ostehandlere, detailkæder, mejerier og restauranter er med til at markere den første udgave af ’Ostens Dag’. ”Ost er et fantastisk og meget uformelt produkt at samles om og tale om, mens man smager,” siger medarrangør Camilla Bojsen-Møller, som håber, at dagen kan udvikle en ny, national ostefest.
En lokal ostehandler uddeler smagsprøver på ostekasser til weekenden. En café sætter en speciel ostetallerken på menukortet. Et mejeri inviterer forbrugere til en osteaften, mens en detailkæde arrangerer ostedemo og sælger osteanretninger.
Dette er blot et lille udpluk af et idékatalog til en helt ny, årlig begivenhed i Danmark: Ostens Dag, som skal finde sted hvert år den første fredag i marts – hvilket i år er fredag den 1. marts.
Initiativtagere er ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller og reklamebureauindehaver Anne Vagner, som det seneste halve år har arbejdet på at udvikle konceptet og søge opbakning fra en række relevante aktører. Og det er lykkedes. Ostens Dag bakkes i øjeblikket op af samarbejdspartnere som Mejeriforeningen, Arla, Thise Mejeri, Lactalis, Le Gruyère Switzerland, Ostemesteren, Ostehandlerforeningen for Danmark, Meny, Coop, Salling Group, Hørkram, Inco, AB Catering og BC Catering.
”Projektet er blevet modtaget utrolig positivt blandt de forskellige virksomheder og organisationer, som nu er en del af Ostens Dag. Alle synes, at det er en oplagt idé, og de er meget interesserede i at medvirke med en eller flere aktiviteter, ligesom flere af dem vil promovere begivenheden på deres egne kommunikationskanaler. Dermed har vi fået skabt et fundament for, at kan dagen kan udvikle sig til en folkefest, hvor en masse mennesker overalt i Danmark er med til at dyrke ostens kvaliteter på forskellig vis,” fortæller Camilla Bojsen-Møller
Følg med på ostendag.dk
Kvinderne bag Ostens Dag håber, at rigtig mange osteglade danskerne vil være med til fejre dagen. Enten ved selv at tage initiativ til et arrangement eller ved at deltage i et af de store og små arrangementer, der i øjeblikket er ved at tage form.
På hjemmesiden ostensdag.dk kan man fra næste uge (uge 3 2024) se en opdateret liste over de forskellige events.
"Der er plads til stort set alle typer af arrangementer under Ostens Dag. Det kan være alt fra en aften med ost og vin i andelsforeningen til en større event på en restaurant eller hos den lokale ostehandler. Jo flere begivenheder, jo bedre," siger Camilla Bojsen-Møller, som opfordrer alle interesserede til at indsende informationer om deres oste-aktiviteter til hjemmesiden.
Øget interesse for ost
Camilla Bojsen-Møller har beskæftiget sig professionelt med ost gennem adskillige år og er i dag selvstændig ostekommunikatør. Gennem de seneste 11 år har hun dyrket en passion for ost på sin blog 'Ostesnak', hvor hun skriver om ost fra hele verden og dertil udbyder kurser, ostesmagninger, en online osteskole m.m. Dertil er hun jævnligt en del af dommerpanelet til Mejeriforeningens Gourmetpris.
”Jeg oplever en øget interesse her i landet for at gå opdagelse i ostens mangfoldige smagsunivers. Den interesse vil vi gerne være med til at stimulere gennem Ostens Dag, og vores håb er, at dagen kan medvirke til at inspirere flere til at smage på nye oste og bruge ost i nye sammenhænge.”
”Ost er et fantastisk og meget uformelt produkt at samles om og tale om, mens man smager - og måske får sig et glas vin eller en øl til. Så det er da oplagt at få en årlig begivenhed, hvor vi dyrker og hylder osten,” siger hun.
Ideen opstod i Facebook-gruppe
Selve ideen til Ostens Dag stammer fra en dialog i Facebook-gruppen 'Os, der er vilde med ost', som Camilla Bojsen-Møller oprettede for tre år siden. For et par år siden foreslog et af medlemmerne (en amatørmejerist og efterlønner ved navn Ib), at man afholdt en national ostedag i Danmark.
"Det, syntes jeg, lød som en god idé. Andre lande som Sverige, Norge og England har en dag, hvor man fejrer osten, så det skal vi selvfølgelig også have i Danmark," fortæller Camilla.
Der skulle dog gå et par år, inden ideen blev til handling. For at få skub i projektet tog Camilla for et halvt år siden kontakt til Anne Vagner, som er medindehaver af reklamebureauet Wonderfuel, og spurgte om hun ville være til at udvikle en dansk ostedag. Svaret var ja, og herefter er det gået stærkt med at udforme koncept, visuel identitet, hjemmeside og samarbejdsaftaler.
”Vi har brugt rigtig mange timer på projektet, men det har været en kæmpe fornøjelse at arbejde med. Vi er begge to ret begejstrede for ost og har stort set kun fået positive reaktioner på initiativet.”
FAKTA OM OSTENS DAG
Afholdes hvert år den første fredag i marts, hvilket i 2024 er den 1. marts.
Består af en række arrangementer og aktiviteter. Lige fra smagninger hos ostehandlere og på mejerier til særlige ostemenuer på restauranter, tilbud på osteanretninger i supermarkeder og lokale fællesspisninger med ost og vin m.m.
Samarbejdspartnere: Mejeriforeningen, Arla, Thise, Lactalis, Le Gruyère Switzerland, Ostemesteren, Ostehandlerforeningen for Danmark, Meny, Coop, Salling Group, Hørkram, Inco, AB Catering, BC Catering.
Læs mere på hjemmesiden ostensdag.dk, hvor der løbende vil blive præsenteret nye arrangementer.