06. november 2018

Fremtidens mejeriprodukter skal være bæredygtige

Hvordan sikrer vi, at fremtidens produktion af mælk og andre fødevarer ikke undergraver klodens klima og miljø? Det spørgsmål skal fagfolk og politikere forsøge at finde svar på under en konference om bæredygtig kost på Christiansborg.

Udfordringen er til at få øje på: Frem mod 2050 vil klodens befolkning vokse til omkring 10 mia. mennesker, som i sagens natur skal have noget spise. Det store spørgsmål er, hvordan man øger produktionen af fødevarer uden at belaste miljøet og sætte yderligere skub i klimaforandringerne. Med andre ord: Hvordan ser fremtidens bæredygtige fødevareproduktion ud?

Det er et af de centrale spørgsmål, som en konference på Christiansborg den 22. november skal forsøge at finde svar på. Bag konferencen står Mejeriforeningen, og af samme grund er der fokus på mælk og mejeriprodukter i flere af indlæggene.

”På grund af malkekøernes udledning af metan har mælkeproduktionen en særlig udfordring. Den udfordring er mejeribranchen selvsagt meget interesseret i at finde løsninger på, og det er faktisk et af formålene med konferencen: At styrke dialogen med fagfolk og politikere med henblik på at finde fælles løsninger på nogle af de mange store opgaver vi står overfor. Både her i Danmark og på globalt plan,” fortæller ernæringschef i L&F/mejeri, Merete Myrup, som er medarrangør af konferencen. Hun fortsætter:

”Når man taler bæredygtig kost er der en tendens til at gøre det til et spørgsmål om at vælge plantebaserede frem for animalske produkter. Men verden er ikke sort/hvid, og meget tyder på, at det er en god idé at kombinere de forskellige fødevaretyper, hvis vi både skal bekæmpe sult, højne folkesundheden og sikre, at klimaet ikke løber løbsk.”

Politikere krydser klinger

Konferencen, som bærer overskriften ’Hvilken rolle spiller mejeriprodukter i fremtidens bæredygtige kost’, har deltagelse af en række fremtrædende folketingspolitikere. Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) indleder således med et indlæg om regeringens ambitioner for en mere bæredygtig fødevareproduktion, mens Venstres Erling Bonnesen og Enhedslistens Søren Egge Rasmussen skal krydse klinger i en paneldebat om samme emne i selskab med direktør i Tænketanken Frej, Marie-Louise Boisen Thøgersen, og Mejeriforeningens formand Steen Nørgaard Madsen. Debat og konference styres af journalist, tv-vært m.m. Adam Holm.

Et andet centralt element i konferencen er en række faglige indlæg med forskellige vinkler på emnerne fødevarer, miljø og klima. Nicole Darmond fra French National Institute for Agricultural Research fremlægger således helt ny forskning om, hvordan man sammensætter en bæredygtig kost, mens en dansk landmand fortæller om, hvordan man arbejder med bæredygtighed ude i malkestalden. Konferencen er støttet af EU.

Tilmelding:

Der er stadig ledige pladser til konferencen, som man kan tilmelde sig ved at sende en mail til: tilmelding@adviceas.dk

Vil du vide mere?