01. januar 2016

FOOD-pris til Slagter Munch

Dommerne blev forelsket i en sylte og præmierede den med IFC Prisen 2015.

Skagen Sylte fra Slagter Munch, Skagen blev onsdag kåret som vinder af årets IFC Pris ved International FOOD Contest i Herning. I deres begrundelse for at vælge Skagen Sylte som vinder af IFC-prisen sagde dommerne:

”IFC Prisen 2015 gives til et kunstværk. Smagen er ren, men også kompleks, og udseendet er uovertruffen. Når sylte laves som denne, så må sylte få en renæssance i Danmark, ikke blot i julen. Kort sagt: dommerne blev forelsket i en sylte!”

Også til påske

De fleste forbinder sylte med julefrokost, men indehaveren af Slagter Munch Skagen, Jens Munch, fortæller, at denne sylte også laves til påske og andre helligdage, hvor der kommer mange gæster til Skagen. Skagen Sylte er en pressesylte, hvor der ikke bruges gelatine.

”Det er et rent håndværksprodukt, som faktisk er lidt nørdet at lave, og derfor kan det ikke efterlignes af industrien,” fortæller Jens Munch, som var særdeles glad for prisen. ”Det er en ære at få IFC Prisen, og forhåbentlig kan den skabe lidt ekstra opmærksomhed omkring Skagen Sylte, som vi også sælger til forskellige forhandlere over hele landet.”

Vinderen af IFC Prisen findes blandt de deltagende produkter i FOOD-kategorierne (ikke mejeri), og prisen gives til udstillingens mest spændende produkt ud fra kriterierne helhed, historie, nydelse og udseende.