Elever fra Christiansfeld Skole kåres som Årets Mælkepatrulje
Den 9. maj overraskede medarbejdere fra Mejeriernes Skolemælksordning femte årgang fra Christiansfeld Skole med udnævnelsen til Årets Mælkepatrulje og et gavekort til LEGOLAND. Samtidig blev lejligheden benyttet til at uddele gratis skolemælk til skolens øvrige elever.
På Christiansfeld Skole har de i flere år haft en mælkepatrulje, som består af elever fra skolens femte klasser. Mælkepatruljen pakker og fordeler mælken til resten af skolen, så kammeraterne hver dag får en frisk, kold mælk. Nu er patruljen netop kåret til Årets Mælkepatrulje.
Og det er fuldt fortjent, mener Lisbeth Askjær-Hansen, skoleleder på Christiansfeld Skole.
”Børnene brokker sig aldrig over at skulle pakke mælk. Jeg oplever, at de er pligtopfyldende og omhyggelige. De samarbejder, og de systematiserer selv opgaven. De er meget opmærksomme og tager initiativ til at finde en løsning, hvis der skulle være en fejl. Eleverne er gode til at kommunikere, og de hjælper og oplærer hinanden,” siger hun.
Mælkefest
I al hemmelighed er det aftalt med skolens medarbejdere, at femteklasserne skal overraskes med nyheden om, at de er kåret til Årets Mælkepatrulje. Derfor triller Skolemælksbilen den 9. maj kort før spisefrikvarteret ind i skolegården. Solen skinner om kap med Christiansfeld Skoles gule facade. Første punkt på dagsordenen på denne særlige dag er uddeling af gratis skolemælk, og snart svajer ballonerne i vinden, mens mælkekasser med kold skolemælk hives ud af bilen.
Mælkefest! Sådan bliver begivenheden kaldt af skolens elever, der hurtigt flokkes om bilen. Glade og interesserede i både bil, balloner og mælk.
Kåring af Årets Mælkepatrulje
Efter uddeling af skolemælk er det tid til dagens højdepunkt; at overraske femte årgang.
Eleverne er samlet i et stort lokale, og luften summer af forundring og spænding, da tre repræsentanter fra Mejeriernes Skolemælksordning træder ind. Jublen er stor, da det bliver afsløret, at de er kåret til Årets Mælkepatrulje og får overrakt et gavekort på en tur til LEGOLAND.
Mælkepatruljen fra Christiansfeld Skole er kåret til Årets Mælkepatrulje, fordi skolen i en årrække har haft stor succes med at få eleverne til at løse opgaven med pakning og uddeling af skolemælk. Det betyder noget for skolens elever – og i høj grad for eleverne i mælkepatruljen.
”Det allervigtigste ved mælkepatruljen er faktisk, at vi oplever, at det har en stor indflydelse på børnenes modenhed og deres gåpåmod i forhold til at tage ansvar og løse en opgave i fællesskab. De vokser virkelig med opgaven,” siger Lisbeth Askjær-Hansen.
Skolemælk og Årets Mælkepatrulje – hvad er det?
Skolemælk er en abonnementsordning, som hver dag leverer kold mælk til knap 50.000 børn på omkring 1000 skoler landet over. På nogle skoler er det børnene, der står for at fordele og pakke mælken – såkaldte mælkepatruljer.
En gang årligt er det muligt for skolerne at indstille deres mælkepatrulje til Årets Mælkepatrulje. Det er Mejeriernes Skolemælksordning, der modtager indstillingerne, og efterfølgende vurderer et dommerpanel, hvem der vinder titlen som Årets Mælkepatrulje samt en tur til LEGOLAND med alt betalt.
Mejeriernes Skolemælksordning består af Thise Mejeri, Arla, Naturmælk og Øllingegaard. Skolemælksordningen administreres af Mejeriforeningen, der er brancheorganisation for de danske mejerier.