15. juli 2024

Dødsfald: Tidligere adm. direktør Kai Thaysen

Tidligere administrerende direktør i det daværende Danske Mejeriers Fællesorganisation, Kai Thaysen, er gået bort.

I den forbindelse sender formanden for Mejeriforeningen, Steen Nørgaard Madsen,  dette mindeord:

Kai Thaysen var født og opvokset på en gård ved Haderslev, og selvom han i sit voksenliv etablerede han sig på et landbrug med grise sammen med hustruen Ingerlise, så var det mælken og mejerierne, der blev centrum for hans karriere.

I sine unge dage havde han rejst i USA, men vendte tilbage til Danmark og blev i 1969 uddannet cand. agro fra Landbohøjskolen. Samme år blev han ansat i Mejeriforeningen, som dengang hed De Danske Mejeriers Fællesorganisation. Her avancerede han over årene til afdelingsleder, og siden afdelingschef for direktions- og bestyrelsessekretariatet. I 1990 blev han administrerende direktør, en opgave han varetog frem til 2002.

Med sit venlige, stilfærdige gemyt, lune humor og store viden var Kai Thaysen meget vellidt i hele organisationen, både hos medlemmer, medarbejdere og hos organisationens mange samarbejdsrelationer. Han kunne tale med alle og udmærkede sig ved at være diplomatiets og kompromisets mester. Det viste sig blandt andet, når han med overblik og kløgt fandt løsninger og veje frem - selv i meget komplekse situationer. Dette havde stor betydning i en periode, hvor den danske mejerisektor var kendetegnet af betydelige strukturændringer og voldsom udvikling.

Kai Thaysen spillede gennem sin lange karriere en væsentlig rolle for mejeribranchen i Danmark. 

Æret være hans minde.