31. oktober 2024

Dansk fødevareeksport - et dyrt sted at spare

I en tid med protektionistiske strømninger er det en rigtig dårlig idé at spare på det stærke offentligt-private samarbejde, der er bygget op for at få danske fødevarer ud på køkken- og middagsborde i hele verden, skriver Mejeriforeningens erhvervspolitiske direktør i et debatindlæg.

I dette års finanslov og forslaget til Finanslov for 2025 lægges der op til en samlet besparelse på 15 mio. kr. på Fødevareministeriets eksportindsats. Det møder kritik fra Mejeriforeningens erhvervspolitiske direktør i Bruxelles, Esben Egede Rasmussen. I et debatindlæg peger han på, at der mere end nogensinde er brug for folk, der kan det politiske og administrative håndværk, som er afgørende i international handel.

Ikke mindst i Danmark, som er en lille åben økonomi og en handelsnation.

”Et åbent verdensmarked og et velfungerende indre marked i EU er helt afgørende for vores nationaløkonomi og for den danske velfærdsstat. Det er den danske mejeribranche et godt eksempel på. I 2023 eksporterede Danmark mejeriprodukter for ca. 27 mia. kr., hvoraf omkring 45 pct. eksporteres til lande uden for EU. Forbrugere i hele verden nyder godt af vores sikre, nærende kvalitetsprodukter, som produceres på alt fra mindre mejerier til højteknologiske fabriksanlæg. 80% af al den mælk, der produceres i Danmark, bliver i en eller anden forædlet form til et eksportprodukt. Nogle af vores mindre og mellemstore mejerier eksporterer op mod 95 pct. af deres produktion. Eksport er afgørende for deres forretning og afgørende for beskæftigelsen og livet i mejeriets lokalområde,” skriver han blandt andet.

Debatindlægget har været bragt i Altinget, men kan også læses på Mejeriforeningens hjemmeside via dette link.