Danmarks produktion af mælk stagnerede i 2019
For første gang siden 2011 er den danske mælkeindvejning ikke steget, viser nye tal fra Mejeriforeningen. Sidste år blev der produceret 5,615 mia. kg – nøjagtig det samme som i 2018.
Siden 2011 er det kun gået én vej for dansk mælkeproduktion: Op. Hvert eneste år siden da er den samlede mælkeindvejning blevet øget med omkring 100-150 mio. kg.
Men det er slut nu, viser en dugfrisk opgørelse fra Mejeriforeningen. I 2019 landede indvejningen på nøjagtig den samme mængde som i 2018: 5,615 mia. kg.
”At indvejningen nærmest på decimaler er den samme to år i træk er selvfølgelig bemærkelsesværdigt,” lyder det fra chefkonsulent i L&F Niels Ole Nielsen. Men at den konstante stigning i indvejningskurven fladede ud i 2019, er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt, understreger han.
”Hovedårsagen skal findes i tørken tilbage i sommeren 2018. Den medførte et fald i produktionen af foder, som også fik effekt ind i 2019, hvor de reducerede fodermængder betød, at et relativt stort antal malkekøer blev taget ud af produktionen. Omkring 10.000 ud af en samlet bestand på 575.000. Det har helt klart haft en effekt på den samlede mælkemængde i Danmark,” siger han.
Moderat vækst i 2020
Foreløbige tal for januar 2020, viser, at den danske mælkeproduktion ligger nogenlunde på niveau med samme periode sidste år. Niels Ole Nielsen forventer derfor, at vi alt andet lige vil se en mindre stigningen i den samlede danske mælkeindvejning i år.
”Hvis vi ikke bliver ramt af tørke eller andre usædvanlige hændelser, der kan påvirke mælkeproduktionen i negativ retning, vil alene fremgangen i malkekøernes mælkeydelse give en vækst i indvejningen. Ikke en voldsom vækst, men en moderat stigning,” lyder hans prognose.
Mere info
Se grafer med mælkeindvejning i Danmark og EU i statistiksektionen her på siden