Danablu-pokal tilbage på Bornholm
De bedste BGB-oste for 2015 er kåret.
Efter at Bornholms Andelsmejeri de seneste tre år har måttet se sig slået af Mammen Mejeri, afd. Drøsbro, i kampen om den eftertragtede Danablu-pokal, lykkedes det på BGB-mødet den 27. april bornholmerne at tilbageerobre pokalen for 2015.
Det var 22. gang, pokalen blev uddelt, og 10. gang Bornholms Andelsmejeri løb med sejren. Det var derfor en særdeles tilfreds produktionschef, der kunne tage pokalen med tilbage til øen.
”Selvfølgelig er vi glade,” siger produktionschef Jim Ingvorsen, som ikke er i tvivl om, hvorfor mejeriet har måttet undvære pokalen de seneste år: ”Vi har for nogle år siden bygget om og moderniseret vores anlæg, og det tager tid at få trimmet et anlæg ind og komme tilbage på top-niveau.”
På BGB-medlemsmødet fik Arla Foods Nr. Vium overrakt diplomet for bedste kvalitet på Esrom, mens Arla Foods Tistrup Mejeri modtog diplomet for bedste kvalitet på Danbo. I modsætning til Danablu og Esrom er Danbo endnu ikke registreret som et BGB-produkt, men der ansøges om registrering. BGB står for Beskyttet Geografisk Betegnelse.
Pokalen og diplomerne gives til det mejeri, som i årets løb har opnået den højeste gennemsnitskarakter i kategorien ved de fælles bedømmelser. Danablu-ostene bliver bedømt 11 gange i løbet af året, mens Esrom bedømmes fire gange årligt.