Chokerende fakta: Mælk kommer fra en ko

KOMMENTAR Nogle synes, at det er en smule hysterisk, når mejeribranchen og EU står fast på, at produktnavne som mælk, ost, smør og yoghurt er forbeholdt produkter, som er fremstillet af mælk. Men der er faktisk en mening med galskaben. Og måske er det i virkeligheden producenterne af plantedrikke, der er de mest hysteriske, når de insisterer på, at EU-reglerne er en trussel mod deres forretningsmodel.

Af adm. direktør Jørgen Hald Christensen, Mejeriforeningen

I EU og Danmark er der et regelsæt for markedsføring af mejeriprodukter – de såkaldte mejeribetegnelser. De går kort fortalt ud på, at produkterne skal være fremstillet af mælk fra ko, ged, får eller andre pattedyr for at kunne anvende navne som mælk, ost, smør, yoghurt etc. på emballagen og i markedsføringen.

Ganske logisk og tilforladeligt, vil mange måske umiddelbart tænke.  

Men det er det ikke. Overhovedet ikke, for nu at sige det mildt.

For visse producenter af plantedrikke er det tæt på at være det mest uretfærdige og provokerende stykke lovgivning i de seneste tre årtier. Det er i hvert fald en kærkommen anledning til at opføre et markedsføringsteater, hvor de indtager rollen som den lille, innovative rebel, der modigt tør udfordre de stive EU-regler og en gammeldags mejeriindustri, der har sovet tungt på mælkefedtet i alt for mange år.

Det lyder næsten som plottet i et klassisk eventyr, og det er da også en historie, der ofte resulterer i medieomtale. Et rutinemæssigt greb i den forbindelse er at anvende begreber fra eller tæt på mejeriuniverset i navngivningen af produkter eller i annonce- og emballagetekster. Nogle gange elegant, andre gange vist mest for provokationens skyld. Uanset hvad, køres der ofte lige til grænsen af markedsføringsreglerne – og nogle gange lidt over – og ud over at skabe opmærksomhed resulterer det til tider i klagesager eller regulære retssager.

Præcisering af regler for markedsføring
Der er med andre ord en gråzone her, som det kunne være hensigtsmæssigt at få luget ud i. Ikke mindst for at reducere antallet af tvister og retssager. Netop med det formål er der fremsat et forslag i EU-Parlamentet kaldet ’Amendment 171’, som præciserer anvendelsen af mejeribetegnelserne i markedsføringsøjemed. Fx ved at foreslå, at det ikke er tilladt at skrive ’mælkesmag’, ’mælketype’ eller ’mælkeerstatning’ på for eksempel plantedrik.

I den europæiske plantedrikkeindustri er man mildt sagt ikke begejstret for Amendment 171. EU-forslaget er simpelthen så vanvittigt, at det nærmer sig et regulært forbud mod plantedrikke, lyder udmeldingen fra branchen. Ifølge en af de danske producenter kan forslaget sidestilles med, at ’bilindustrien i sin tid ville have forbudt Elon Musk at kalde sin Tesla for en elbil’ (Ekstra Bladet 14. feb. 2021).

Mon dog? For lige at præcisere begreberne, så er bil en generisk betegnelse for selvkørende, motordrevne køretøjer, men mælk er IKKE på samme måde en generisk betegnelse for drikkevarer som juice, øl, sodavand, saftevand eller havredrik for den sags skyld.

Mælk er er generisk betegnelse for ’en næringsrig væske, der dannes i mælkekirtlerne hos pattedyr af hunkøn’. Det er et animalsk produkt i modsætning til stort set alle andre drikkevarer for nu at skære det ud i pap. Det gør en kæmpe forskel. Der er en god grund til, at det ikke hedder sodamælk, mælkejuice eller saftemælk – enhver kan se, at det ikke giver mening.

Hvorvidt Amendment 171 bliver til virkelighed, afhænger af trepartsforhandlinger mellem EU-Parlamentet, Ministerrådet og EU-Kommissionen. Men skulle forslaget blive til EU-lov, har plantedrikkevirksomhederne fortsat masser af muligheder for at markedsføre deres produkter.

Fuldstændig ligesom Tesla kan markedsføres som en elbil, kan havredrik forsat markedsføres som en plantedrik. Der er masser af kreative folk i den branche, og jeg er sikker på, at de nok skal udvikle et par ideer, der kan fastholde den stigende salgskurve. Også uden at de hele tiden skal hen og låne lidt på mejerihylden.

Er mejeribranchen hysterisk?

Men nok om plantebranchen i denne omgang. Hvad med os selv? Mejeribranchen. Er det ikke en smule hysterisk, at vi går så meget op i at håndhæve de såkaldte mejeribetegnelser? Kan vi ikke bare være ligeglade med, hvad andre producenter kalder deres produkter? De fleste forbrugere kan sikkert godt kende forskel på en mandeldrik og en skummetmælk. Og i daglig tale er der mange danskere, der kalder sojadrik for sojamælk. Så hvad er problemet?

For at tage det sidste først, så er det korrekt, at ord som ’sojamælk’ og ’mandelmælk’ i de senere år har sneget sig ind i sproget. Sådan er det, det danske sprog udvikler sig konstant, og det hverken kan, skal eller ønsker EU eller mejeribranchen at blande sig i. Selvfølgelig ikke.

Brugen af ord som sojamælk er faktisk blevet så udbredt, at det for nylig blev optaget i ’Den danske ordbog’ (ordnet.dk/ddo). Når man slår ordet op på dér, vil man samtidig blive gjort opmærksom på en lille, men væsentlig tilføjelse i opslaget: At sojamælk ikke er tilladt som produktnavn – dvs. i forbindelse med markedsføring og emballagetekst.

Og det er en helt central pointe: At der er forskel på, hvad man siger og skriver i det daglige og hvilke ord og begreber, det er tilladt at bruge i markedsføring af produkter. Især når det gælder fødevarer.

Det handler om forbrugerbeskyttelse og konkurrencevilkår for producenterne.

Et banalt eksempel: Ved morgenbordet i familien må moren gerne sige til sine børn, at de skal drikke et glas appelsinjuice, ’fordi det er sundt’. Men på kartonen er det strengt forbudt at skrive, at juicen er ’sund’. Og hvis indholdet i virkeligheden var vand tilsat appelsinaroma, ville det også være forbudt at kalde produktet for ’juice’ på kartonen.

Sådan er det også med mejeribetegnelserne. De er til for at skabe klarhed i køledisken. For forbrugerne, men sandelig også for producenterne af mælk, smør, ost og andre mejeriprodukter.

Mejeribranchen har gennem mere end hundrede år opbygget et meget stærkt image for sine produkter. Et brand, om man vil. Det bygger blandt andet på smag, kvalitet, fødevaresikkerhed og sundhed. Men kernen i brandet er i virkeligheden selve råvaren: Mælken, som er en helt unik fødevare, skabt til at sikre dyr og menneskers overlevelse. Den indeholder proteiner, vitaminer og mineraler, som er sammensat på den mest optimale måde fra naturens side i én enkelt råvare.

Bemærk det sidste: Én råvare. Én naturlig råvare.

Det gør efter vores og fagkundskabens mening mælk til noget ganske særligt. Ikke mindst ernæringsmæssigt. Og derfor giver det rigtig god mening at værne om mælkens image ved at stå fast på de helt unikke værdier, der knytter sig dertil.

En unik fødevare

Med så stærk og unik en sundhedsprofil er det forventeligt, at andre brancher og producenter vil forsøge at ’låne’ mælkens gode image i markedsføringen af deres produkter. Men det er ikke ensbetydende med, at det er rimeligt. Eller giver mening. Og i forholdet mellem mælk og et produkt, der er blandet af en række forskellige ingredienser og tilsætninger, giver det overhovedet ikke mening. Fordi kernen i mælk som bekendt er, at det er en helt unik råvare ’sammensat på den mest optimale måde fra naturens side’, for nu at gentage en smuk sætning.

Derfor står vi fast på mejeribetegnelserne.

Vi mener i al beskedenhed også, at det er til fordel for forbrugerne, at de ikke er i tvivl om, hvad de får, når de køber en liter mælk eller en liter plantedrik. Som varerne er placeret i supermarkederne i øjeblikket, kan de fleste forbrugere sagtens kende forskel på en skummetmælk og en sojadrik. Og derfor er det da oplagt, når en plantedrikkeproducent ironiserer over mejeribranchens stærke fokus på EU-reglerne i en kampagnefilm, hvor nogle forbrugere skal forsøge af udpege en mælk og en plantedrik. Hatten af for den humoristiske tilgang.

Men når latteren er forstummet, må man bare konstatere, at filmen fuldstændig misser vores hovedpointe. Den væsentligste grund til, at vi bakker op om EU-forslaget Amendment 171, er, at det kan være med til at skabe en velkommen klarhed omkring mejeribetegnelserne. De nye, mere detaljerede regler har primært til formål at rydde op i alle de tvivlstilfælde og gråzoner, som gennem tiderne har resulteret i et utal af tvister.

Det ser vi faktisk frem til.

Amendment 171 indebærer IKKE et forbud mod at markedsføre plantedrikke i kartoner, som nogle påstår. Amendment 171  handler derimod om det, der står uden på kartonen. Dermed kan reglerne forhåbentlig gøre det lidt nemmere at navigere i køledisken. Også for forbrugerne. For selvfølgelig kan folk kende forskel på en mælk og en plantedrik, når de to produkter bliver placeret på et bord foran dem, som det foregår i den omtalte kampagnefilm.

Men i den virkelige virkelighed, på indkøbsturen i supermarkedet, bliver forbrugeren præsenteret for tusindvis af varer og bruger i gennemsnit ganske få sekunder på at tage en købsbeslutning. Der kan en tvetydig emballagetekst godt forvirre begreberne.

Mælk er mælk, og plantedrikke er noget helt andet. Det er ret enkelt – og sådan bør det også være i butikkerne.

Spørgsmål og svar om EU-forslaget Amendment 171 (PDF)