18. december 2023
Af: PRESSEMEDDELELSE

Bornholms Andelsmejeri hædres med lokal initiativpris

Hos Bornholms Andelsmejeri går grøn omstilling, vækst og international anerkendelse hånd i hånd. Det bliver nu belønnet med DI Bornholms initiativpris 2023, som mejeriet modtager for sit vedvarende bidrag til innovation, produktudvikling og bæredygtighed.

”Initiativprisen er en hyldest til Bornholms Andelsmejeris indsats for at fremhæve øens unikke kulinariske arv og bidrage til lokal vækst og arbejdspladser. Vi er i DI Bornholm stolte over at kunne anerkende mejeriets indsats og bidrag til det bornholmske samfund.”

De rosende ord kommer fra Michael Almeborg, regionalforeningsleder for DI Bornholm i forbindelse med at det bornholmske mejeri er blevet hædret med DI Bornholms initiativpris 2023. Mejeriets adm. direktør Per Olesen modtog prisen

I begrundelsen fra den lokale DI-afdeling hedder det videre, at ’mejeriets fokus på at tilpasse deres produkter til forskellige markeder har været afgørende for deres succes (…) Bornholms Andelsmejeri har for nylig fokuseret på eksport til Sydamerika, hvor de har udviklet oste, der matcher smagspræferencerne i regionen. Desuden har mejeriet udviklet en række oste, der appellerer til det græske marked. Initiativer, der demonstrerer mejeriets evne til at tilpasse sig forskellige kulturelle præferencer og skabe produkter af høj kvalitet til forskellige markeder’.

”Bornholms Andelsmejeri har udvist eksemplarisk lederskab i at udvikle bornholmske fødevarer af høj kvalitet, der appellerer til både lokale og internationale forbrugere. Mejeriet leverer bornholmske smagsoplevelser til hele verden, og deres bidrag til øens omdømme som producent af gourmetprodukter er uvurderligt,” siger regionalforeningsleder Michael Almeborg.

Mindre CO2-aftryk og grøn omstilling

I et bemærkelsesværdigt skridt mod bæredygtighed har Bornholms Andelsmejeri taget drastiske tiltag for at nedbringe CO2-udledningen hos deres andelshavere - de bornholmske mælkebønder, hedder det videre.  Over 90% af den udledte CO2 i forbindelse med produktionen af mejeriets produkter stammer fra biologiske processer i køerne. Mejeriet har derfor udviklet klimaplaner med landmændene, der forpligter og belønner initiativer, som reducerer CO2-udledningen og gavner miljøet.

”Denne indsats er et skoleeksempel på mejeriets fokus på bæredygtig udvikling og samarbejde med lokalsamfundet for at skabe en mere miljøvenlig fremtid – og netop evnen til tænke innovativt og skabe nye bæredygtige løsninger er et særligt kriterium for at kunne modtage initiativprisen 2023. Bornholms Andelsmejeri er i den grad en værdig modtager af prisen,” tilføjer Michael Almeborg.